Facebook

NY LEDER AF DANEVIRKE MUSEUM FUNDET

Ny leder for SSFs Danevirke Museum pr. 1. februar 2020 bliver sociologen Lars Erik Bethge fra Flensborg. Han efterfølger Nis Hardt, som har stået i spidsen for museet siden 1999.

Lars Erik Bethge kommer fra en stilling som kommunikationschef for Sydslesvigsk Forening, hvor han allerede har været ansvarlig for museets offentlighedsarbejde og digitale formidling. Den 49-årige flensborger har tidligere været talsmand for den slesvig-holstenske delstatsregering og kommunikationsansvarlig for Sydslesvigsk Vælgerforening.

”Med Lars Erik Bethge får Danevirke Museum en topengageret leder, der kan sikre, at museet og den arkæologiske park udvikles som center for formidling af Nordens største oldtidsminde og grænselandets dansk-tyske historie. Optagelsen af Danevirke på UNESCOs verdensarvsliste indebærer helt nye perspektiver, som Lars Erik med sin historiske indsigt, sit indgående kendskab til mindretallet samt kompetencer inden for kommunikation og ledelse er den rette mand til at omsætte i tæt samarbejde med vores danske og tyske partnere indenfor museumsverdenen og arkæologien”, siger SSFs generalsekretær Jens A. Christiansen.

Danevirke Museum ejes af Sydslesvigsk Forening. Det dokumenterer og formidler både Danevirkes historie fra jernalderen til nutiden og Sydslesvigs danske befolkningsdels historie, siden den gamle danske landsdel blev tysk efter krigen i 1864. Danevirke er et ca. 30 km langt system af volde, grave og mure, der lukkede af for den jyske halvø på dens smalleste sted og siden 2018 har været UNESCO-verdensarv sammen med vikingebyen Hedeby.