Facebook

BODIL KÖNIG FÅR SSF-SØLVNÅL

SSF Harreslev Distrikt tildelte onsdag SSFs sølvnål til Bodil König, der i mere end 37 år har ydet en ekstraordinær indsats for de ældre i mindretallet.

Hvornår Bodil startede med det aktive arbejde, er der ikke helt præcise tal på, men i Harreslevs amtsblad “Unsere Gemeinde” blev Bodil i 2007 rost for sit store engagement for de ældre i mindretallet gennem 26 år. Dengang - i 2007 - stod der, at Bodil ville fortsætte to år endnu indtil hun fyldte 75.

Det blev til lidt mere endda, for nu som 86-årig har hun besluttet at stoppe.

Bodil König har foruden sin indsats for Dansk Ældreklub også været aktiv i SSW - både i bestyrelsen og som medlem af kommunerådet.

SSF Harreslev Distrikt synes derfor, at det nu hvor Bodil stopper med det aktive arbejde er på tide at tænke varmt på alle de år med stort engagement.

Det skete ved generalforsamlingen onsdag, hvor distriktsformand Kirsten Anthonisen overrakte SSFs sølvnål.

På vegne af hele SSF siger vi også herfra tak for det store engagement og for den store indsats.