Facebook

Afstemningsmøde aflyst

 

Sydslesvigsk Forening (SSF) har besluttet at aflyse afstemningsmødet lørdag aften i Borgerforeningen. Mødet var tænkt som markering af afstemningsdagen i zone 2 for 100 år siden. SSF ønsker at bidrage til at inddæmme smittefaren af den nye coronavirus og har derfor valgt at udskyde mødet.

- Vi har et ansvar over for vores gæster lige som over for vores medarbejdere. Derfor vil vi hellere være på den sikre side. Vi satser på, at vi kan gennemføre mødet i løbet af efteråret, siger Jens A. Christiansen, SSF-generalsekretær.

Han henviser til, at der var tilmeldt mange deltagere til mødet, der skulle holdes i et relativt trængt lokale.

Billetter refunderes ved henvendelse til Bysekretariatet Flensborg, 0461-14408-125/126/127 eller billetten@syfo.de

Aflysningen falder sammen med en række andre aflysninger. Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) meddelte onsdag, at Forårsopvisningen ligeledes er aflyst. Forinden havde Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) aflyst regionalkonferencen i Husum, og Dansk Kirke i Sydslesvig aflyste festgudstjenesten søndag.

Men også uden for mindretallet er flere arrangementer blevet aflyst på grund af fare for smitte. Det gælder for eksempel mindretallenes Melodi Grandprix, LIET International, der skulle holdes i Aabenraa den 3. og 4. april. Folketingets besøgstur i Sydslesvig mandag den 16. og tirsdag den 17. marts er ligeledes aflyst.

 

SKOLESYMFONIKONCERTER AFLYST

SSF har desuden besluttet at aflyse skolekoncerterne med Sønderjyllands Symfoniorkestre. De skulle have været gennemført i næste uge, men efter flere henvendelser fra forældre, har SSF besluttet at aflyse dem.

Jens A. Christiansen forklarer, at beslutninger om aflysninger på nuværende tidspunkt træffes fra dag til dag. Det afhænger af myndighedernes udmeldinger og af arrangementernes format.

Det betyder, at SSFs øvrige koncerter på nuværende tidspunkt gennemføres.

- Der er som udgangspunkt tale koncerter i relativt store lokaler med forholdsvis få deltagere, siger Jens A. Christiansen.

 

BALANCEGANG

Coronavirusen rammer alle i hverdagen. Samtidig skal det være muligt at leve et forholdsvist normalt liv.

- Det er på mange måder en balancegang. Vi må ikke blive hysteriske, men vi skal selvfølgelig vise ansvar og træffe velovervejede beslutninger, tilføjer Jens A. Christiansen.

På begge sider af grænsen har forskellige myndigheder valgt at aflyse store arrangementer i forbindelse med den nye virus. Det gælder dog på nuværende tidspunkt kun for arrangementer med mere end 1000 deltagere. Derfor forsøger SSF at holde fast i alle planlagte kultur-arrangementer – så vidt det er muligt.

- SSF følger udviklingen tæt, og vi følger myndighedernes anbefalinger på området. Vi orienterer hurtigst muligt, hvis der skulle ske ændringer, siger Jens A. Christiansen, SSFs generalsekretær.

 

MEDARBEJDERNE

SSF har tilmed i en orientering til medarbejdere på sekretariater, i forsamlingshuse og på Danevirke Museum påpeget, at SSFs ledelse ikke kan forbyde medarbejdere ferierejser til ramte byer eller områder. Dog opfordrer SSF alle medarbejdere at undgå disse rejsemål. Risikoen for at blive smittet er stor.

Arbejdsgiveren skal varetage sin omsorgspligt for alle medarbejdere, medlemmer og kunder. Derfor beder SSF om, at især alle medarbejdere håndterer corona-problemet med sund fornuft. I tilfælde af, at man er ramt af corona, bliver man hjemme, kontakter lægen telefonisk, og myndighederne skal gerne informeres. Primært er en telefonsamtale i tilfælde af corona mere sikker end den personlige kontakt.

Der er ikke meddelt pandemiudbrud, dog stiger antal af infektioner i Europa. Den tyske "Infektionsgesetz" indebærer også en del regler, der eventuelt kunne gribe ind i dagligdagen.

 

ÆLDREKLUBBERNE

Dansk Generalsekretariat opfordrer alle til at tage anbefalinger og påbud fra sundhedsmyndighederne i Danmark, Slesvig-Holsten og på forbundsplan alvorligt.

Med udvist ansvarlighed i form af rigtig hygiejneadfærd, omtanke og hensyn over for de medborgere, der tilhører en særlig risikogruppe, kan de fleste af SSFs aktiviteter p.t. gennemføres.

Dog: Med hensyn til sammenkomster i SSFs ældreklubber anbefales det, at vore ældre medlemmer er forsigtige og overvejer at holde en pause frem til påske.