Facebook

DANSETEATER: I AM & DIFFERENCES

 

I Am - et identitetseventyr:

Det er en varm og ubetænksom sommerdag.

Hun falder ned gennem hullet i lang tid og havner i et mystisk land. Et land, hvor alt kan ske. En eventyrlig og forunderlig verden befolket med de særeste typer hentet fra bunden af vores bevidsthed.

Hun giver sig så hen til denne verden uden at tænke på, hvad de mange møder gør ved hende - og uden at tænke på, hvordan hun skal komme hjem.

Sjov bliver til alvor og leg til konsekvens. Hun må kæmpe for at komme fri igen. Hun må finde frem til, hvem hun er. Sikkert er det: Hvis hun kommer hjem igen, er hun ikke længere den samme lille, søde og uskyldige pige.

Publikum inviteres med af koreograf Mark Philip Mouritzen på denne dannelses- og opdagelsesrejse. En svimlende tur ned mod instinkterne, op igen mod fornuften og rundt om følelserne.

Differences - så ens og dog så forskellige:

I Differences er sagens kerne kroppen. Dem er der ni af. Tre af dem kommer fra Vietnam. Seks fra Danmark. De er alle sammen mænd, men ingen af dem er ens. De har alle sammen knæ, albuer og håndled, men alligevel er de bygget forskelligt, og deres hud har ikke samme farve. De er alle sammen fantastiske dansere. Alle har specialiseret sig i breakdance, men ingen af dem har samme stil.

Hvordan kan de være så ens og samtidig så forskellige?

I Differences blotlægger koreograf Stephanie Thomasen kroppenes iboende historier. Lader det hele stå sitrende nøgen og råt uforklaret.

Danserne på gulvet er Mark Philip Mouritzen, Lukas Larsen, Fatih Berber, Stephanie Thomasen, Mikael Santana Jensen, Casper Christophersen, Boris Kouadio og gæstedanserne fra vietnamesiske S.I.N.E. Crew.

Arrangør: SSF