
FOREDRAG: PER STIG MØLLER PÅ BESØG I FLENSBORG
- Vi ved, hvad der kan og skal gøres. Men vil vi det?
Sådan spurgte fhv. minister Per Stig Møller, da han tirsdag besøgte Flensborghus. Med i bagagen havde han et oplæg om ”De fire isbjerge”. Det vil sige det, hvad Per Stig Møller kalder verdens største langsigtede problemer. Dem har han defineret som demografien, økonomien, økologien samt demokratiets evne til at løse disse udfordringer.
Oplægsholderen fastslog, at disse problemer kun kan løses i sammenhæng, og mens han gav bud på, hvordan de første tre kan løses, spillede han bolden med henblik på demokratiet tilbage til publikum på Flensborghus. Det bliver nemlig op til vælgerne at løse denne udfordring.
Per Stig Møller kom også ind på aktuelle udfordringer med for eksempel Kina, USA og Rusland. Han havde nogle klare ord om Putin, men pegede også på, at hans handlinger kan forklares ud fra et historisk syn.
- Det er vigtigt, at man forstår historien, for gør man ikke det, kan man ikke forstå sammenhængene, lød det fra Per Stig Møller.
Arrangementet kom op at stå i et samarbejde mellem SSF Flensborg By, SSF Flensborg Amt, Borgerforeningen, Sprogforeningen, Danske Journalistforening og Sydslesvigsk Oplysningsforbund med støtte fra Slesvig-Holstens kulturministerium. Oplægget var så godt besøgt, at det måtte rykkes fra Lille Sal til Store Sal.