TILLYKKE FRIISK FORIINING TILLYKKE DGF TILLYKKE SDU (I SEPTEMBER)
Tre runde fødselsdage. Det var, hvad der stod på programmet i weekenden. To store foreninger og en paraplyorganisation markerede i weekenden deres 100 års jubilæer.
Startskuddet lød i Risum-Lindholm, hvor friserne holdt deres fødselsdag. Formuleringen er selvfølgelig noget af en tilsnigelse, for den frisiske folkegruppe er langt ældre end 100 år.
Jubilæet holdt Friisk Foriining, der blev grundlagt for 100 år siden. Det skete efter grænsedragningen 1920, fordi nogle i det frisiske fællesskab orienterede sig mod nord. Således havde de stemt dansk ved folkeafstemningen, og Friisk Foriining har sidenhen haft et tæt samarbejde med det danske mindretal.
Friisk Foriining holdt sig ikke tilbage med markeringen af jubilæet. Det startede om fredagen med en frisisk filmaften i Husum.
Om lørdagen fortsatte festlighederne så med den mere officielle del. Til den var talrige gæster taget til Risum-Lindholm.
Efter den officielle reception, fortsatte markeringen med en familiefest om eftermiddagen og en fest om aftenen.
FODBOLD OG FEST
I Flensborg bød weekenden på to jubilæer på én gang. Dansk Gymnastik Forening (DGF) og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er også fyldt henholdsvis fylder 100 år. Klubben og paraplyorganisationen, der jo på mange måder hører sammen, slog pjalterne sammen og bød til fælles markering i Idrætsparken, det vil sige DGF-pladsen. Her var alle SdUs hold samt det sydslesvigske landshold mødt op til en fodboldturnering. Turneringen endte med en finale mellem landsholdet og IF Stjernen. Et opgør, landsholdet vandt, hvilket muligvis kunne tolkes som et positivt signal op til Europeada, der spilles i grænselandet 2024.
Jubilæumsturneringen var foruden den sportslige del præget af, at SdU-holdene fik god mulighed til at dyrke fællesskabet. Samtidig holdt vejret, så arrangementet bød på alt, hvad en god fodboldturnering har brug for.
Turneringen på DGF-pladsen var blot en brik i SdUs markering af den store fødselsdag. I løbet af året holdes flere arrangementer. Det indebærer blandt andet en fest for medarbejdere, en ungdomsweekend for SdUs Børne- og Ungdomshuse og den officielle fødselsdagsfest i september.