KAN SYDSLESVIG HJÆLPE MED AT FINDE SÖRENS HALVSØSTER?
Vi har fået en henvendelse fra Sören Hörlyk fra Sverige. Han efterlyser en del af sin familie, der er fra Sydslesvig. Derfor vil Sören meget gerne i kontakt med nogen, der kender nærmere til mindretallet i Flensborg i 1950’erne og især møbelhandlerne Harre i Flensborg.
Sören Hörlyk er 79 år. Han bor i dag uden for Göteborg, men er født i Aarhus i Danmark i 1943. Han blev bortadopteret ved fødslen, hvilket han først fandt ud af som voksen.
I 1948 flyttede familien til Sverige, hvor Sören og familien efter eget udsagn har haft et godt liv. Det har dog siden Sören fandt ud af, at han er adopteret, været ham et stort anliggende at få mere at vide om sin biologiske familie.
Nogle ting har Sören allerede fundet ud af. Blandt andet fik han for to år siden taget en DNA-test, der peger på et familiært forhold til Harre-familien. Han har også været i kontakt med Dieter Harre, der tilsyneladende er en fætter. Dieter Harre boede på det tidspunkt i Georgia i USA, men gik bort lige før julen 2022.
Sören har skaffet mange informationer gennem traditionel slægtsforskning samt fra Burgerbyrån, Kirkegårdsforvaltningen og fra Flensborg Avis arkiver. Men der mangler stadig nogle brikker i puslespillet.
Han havde vist en halvsøster ”Marion” Marie Gerdie Gisela, som var født i 1938. Hun omkom i et tragisk trafikuheld tre dage før sit bryllup i 1961. Artiklen stod i Flensborg Avis.
Sören har desuden oplysninger om, at han muligvis har en anden halvsøster ved navnet Ingrid. Hun er formentligt født mellem 1940-42. Han håber, at hun stadig er i live, for det er hans største ønske at få kontakt med hende eller få mere at vide om hende. Efter mange års efterforskninger, føler han, at tiden er ved at løbe ud.
Søstrene gik formentligt på Christian Poulsens danske skole en gang i 1950’erne, og de var dansktalende.
Sören vil meget gerne i kontakt med nogen, der kan hjælpe ham videre. Hans mail er soren.horlyk@gmail.com, men Sören kan også fanges på telefon 0046707790521.