Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR: VED ÅRSSKIFTET

 

2015 er 60-året for vedtagelsen af Bonn-København erklæringerne af 1955, hvilket markeres bl.a. med en festakt i Berlin i marts, og ved de danske årsmøder 19.-21. juni, samt det store folkemøde på Bornholm i weekenden inden. 2015 er også året, hvor det danske mindretals oplysnings- og kommunikationsstrategi nordpå skal videreudvikles, og hvor vi venter spændt på, om Sydslesvigudvalget bakker et enigt Samråds ønske om projektstøtte op.

Fremtiden for SdUs interessante regionsmodel og en eventuel konsulentundersøgelse om intensiverede samarbejdsmuligheder i det danske mindretal, men også ideen om et Sydslesvigting er p.t. rimelig uvis, men efter den for alle åbne Sydslesvigkonference lørdag den 24. januar kl. 14.30-18.30 på Jaruplund Højskole (se andetsteds her på sitet) er vi lidt klogere.

Året, der svandt, var et hektisk år for det danske mindretal i Sydslesvig, omkranset af utallige arrangementer i forbindelse med 150 års dagen for slaget ved Dybbøl, uden at 1864 dog blev synliggjort som det danske mindretals egentlige fødselsår. En af de større satsninger i 2014 var mindretalsunionen FUEVs, SSFs og BDNs kongres i Flensborg/ Sønderborg, hvor flere hundrede delegerede og gæster ved selvsyn oplevede, hvordan fredelig sameksistens mellem flertal og mindretal kan praktiseres i et grænseland, alt imens Rusland annekterede Krim.

Glædeligt var i 2014, at mindretallet flere gange var genstand for mediernes opmærksomhed - på godt og ondt. Ikke mindst DR-TV var på pletten både med Anne & Anders i Sydslesvig og med Jan Gintberg - og TV Syd fulgte trop med en serie om mindretallet, kulminerende med en konference for åben skærm i Slesvig.

At Folketingets præsidium i 2014 mere udtalt end ellers bakkede op om mindretallet med møder og 1864-vandreudstilling markante steder og gennem høringen på Christiansborg i november er væsentligt at bemærke. At også den nye mindretalskommitterede i Berlin viser sig at være særdeles lydhør overfor mindretallet og sammen med Mindretalsrådet arrangerede en sprogkonference i Berlin i efteråret, og at delstaten Slesvig-Holstens mindretalskommitterede på vanlig dygtig vis agerer for delstatens og grænselandets nationale mindretal er et plus i tysk politik, mens EU i 2014 atter svigtede sine mange nationale mindretal og deres henved 40 millioner mennesker.

Men at HM Dronningen også i år i sin nytårstale eksplicit nævnte, roste og takkede sydslesvigerne for deres danske arbejde gennem generationer var for 2014s vedkommende den flottest kvittering, mindretallet overhovedet kan forestille sig.

SYDSLESVIGSK FORENING