"VI SAJE MOJN NÅR VI KOMME- MOJN NÅR VI GÆ"
Den 21. september præsenterede Sydslesvigsk Forening forestillingen ”Omve’n Hjemve” baseret på Rikke Thomsens musik på Flensborghus kl. 10 for elever fra 8.- 9. klasse og kl. 19.30 som en del af SSFs teater- og koncertrepertoire 2023/24.
Nina Lemcke, SSFs kulturkonsulent, der så forestillingen sammen med SSFs FSJ’ler Lena Will, beskriver oplevelsen således:
”Forestillingen er et samarbejde mellem Teater Æ og Teatret Møllen, og hver gang Teatret Møllen og især instruktør Rasmus Ask er involveret, bliver jeg grebet.
Denne gang forstod jeg ikke en dyt af, hvad der blev sunget og sagt fra scenen, fordi det hele foregik på sønderjysk. Så det er en fordel at kende til Rikke Thomsens debut-EP ”Omve’n Hjemve” og sangenes indhold, inden forestillingen.
Men selv om man ikke gør det, så bliver man fuldstændig blæst bagover efterhånden som forestillingen skrider frem. Dette skyldes ikke kun Rikke Thomsens dejlige musik, men især også den flotte scenografi og lys, de dygtige skuespillere med smukke stemmer og humor, som i sidste scene kulminerer i det vildeste sønderjyske kagebord, jeg har været vidne til og ender med, at jeg griner så meget, at tårerne løber og jeg nærmest ikke kan trække vejret.
Og selvom jeg nærmest ikke forstod en dyt, så føler jeg dog betydningen af, hvad HJEM betyder. Noget man er stolt over, noget, man kan vende tilbage til. Noget, alle har brug for.”