Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Projektet - indretningen af pakhuset i Nørregade 78 som møde- og dokumentationscenter for Europas mindretal og regionens flertalsbefolkning - har fået de bedste anbefalinger med på vej af bl.a. den tyske og den danske udenrigsminister på 60 års-mødet for Bonn-København erklæringerne i Berlin i marts. Her gav ministrene udtryk for, at projektet ideelt som finansielt er et fælles dansk-tysk projekt. Finansieringen tilstræbes sikret med støtte fra København og Berlin.

SSF er derfor draget til Berlin i forventning om, at projektet eller i det mindste dele af det nu kan realiseres med forbundsmidler.

Også Flensborg By har erkendt projektets værdi og støtter FUEVs, SSFs og BDNs planer - ikke mindst efter at et andet bysanerings-program ikke kom til at omfatte Mindretallenes Hus.

Målet med Mindretallenes Hus er i sidste ende at skabe et sted, hvor stridende parter fra andre steder i Europa kan mødes til fredelig dialog, og hvorfra der udgår impulser til andre europæiske regioner.

Møderækken i Berlin indledtes allerede 20. maj, da Mindretalsrådet, som SSF er en del af, først mødtes internt og derpå med forbundsdagens indenrigsudvalg, og siden overværede præsentationen af den første juridiske fagbog på tysk om rammekonventionen ("Handkommentar zum Rahmenübereinkommen zum Schutz nationaler Minderheiten"), skrevet af eksperter for eksperter samt de, der engang vil være det.

SSF forventer ingen forjagede tilsagn om støtte til videreførelsen og færdiggørelsen af projektet Mindretallenes Hus i dag, men sætter sammen med FUEV pris på lidt mere planlægnings-sikkerhed omkring det af alle involverede - mindretal som flertal - roste dansk-tyske (og i sidste ende ikke mindst også europæiske) fyrtårnsprojekt. FUEV-kongressen 14.-17. maj i Vestthrakien bekræftede desværre endnu en gang, at der er behov for et europæisk center for mindretalsspørgsmål.

SYDSLESVIGSK FORENING