
HJÆLP TIL AT FORBEDRE DANSK SPROGTEKNIK
SSF har fået en henvendelse, som måske kan være interessant for jer. Læs det her:
DONÉR DIN STEMME OG MODTAG ET GAVEKORT PÅ 50 €
Har du også oplevet, at Siri eller Alexa ikke forstår, hvad du siger? Den 1. og 2. november kan du bl.a. være med til at få computere til at blive bedre til at forstå sydslesvigsk, samtidig med, at du bliver belønnet med et gavekort på 50 Euro.
I et nyt projekt kan du være med til at forbedre dansk sprogteknologi, så voicebots og digitale assistenter også kan forstå sydslesvigsk.
HVAD SKAL DU GØRE?
Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig søger borgere, der vil lade deres stemme optage. Vi har brug for folk, der vil bruge to timer på at læse tekster op og deltage i samtaler med andre borgere. Begge dele vil være instrueret af personale på stedet.
Din optagelse bliver en del af et dansk taledatasæt, der vil indeholde optagelser af mere end 2.000 personers dialekter og accenter fra hele Danmark. Dermed bidrager du til udviklingen af dansk taleteknologi, så computere og kunstig intelligens bedre kan forstå dansk tale og svare på en fornuftig måde i en dansk sammenhæng. Datasættet vil blive frit tilgængeligt for alle, så udviklere, virksomheder og offentlige institutioner kan drage nytte af dem.
PRAKTISK
Optagelserne foregår på Dansk Centralbibliotek i Nørregade 59 i Flensborg den 1. og 2. november fra kl. 9:00 til 17:00. Du tilmelder dig Per mail, og efter din tilmelding vil du blive kontaktet for at aftale et specifikt mødetidspunkt.
Som tak for din hjælp og tid får du et gavekort på 400 kr. (50 Euro), som kan bruges i de fleste danske butikker. Vi søger personer i alle aldre og køn, men opfordrer dig især til at melde dig, hvis du er kvinde, ældre eller taler med accent eller dialekt.
Hvis du har spørgsmål eller vil høre nærmere, inden du tilmelder dig, så kontakt Sif Lehmann fra virksomheden Alexandra Instituttet, der står for optagelserne, på tlf. 60 18 58 69 eller mail sif.lehmann@alexandra.dk
FAKTA OM PROJEKTET
Idéen med projektet er at opbygge et dansk datasæt med dialekter, som kan bidrage til udviklingen af taleteknologi, og skal være med til at sikre, at computere og kunstig intelligens kan forstå dansk tale og kan svare på en fornuftig måde i en dansk sammenhæng.
Udvikling af taleteknologi til at forstå og tale dansk kræver en stor samling af danske stemmer på tværs af forskellige dialekter, køn og alder. Indlæsningerne kan være med til at forbedre dansk taleteknologi, fordi det vil indgå i en stor samling stemmedata. Al den data skal bruges i udviklingen af forskellige løsninger, som danskerne møder, fx stemmestyrede hjælpemidler, som kan hjælpe blinde, ældre eller borgere med særlige behov.
Projektet, der løber frem til 2024, er støttet med 22 millioner kr. fra forskellige partnere som Innovationsfonden og Alexandra Instituttet. Læs mere om projektet her: