Facebook

EU-VALG: POLITIKERE SKAL FORHOLDE SIG MINDRETALSPOLITISKE KRAV

Op til valget til Europa-Parlamentet den 9. juni, har SSF sendt opfordringer om mindretalspolitisk stillingtagen ud til spidskandidater fra Danmark og Slesvig-Holsten. Det vil sige, at politikerne, der i et kommende EU-parlament formentligt kommer til at repræsentere grænselandets mindretal, opfordres til at forholde sig til mindretalsemner på europæisk plan.

Baggrunden er, at SSF og FUEN ønsker at gøre opmærksom på behovet for, at EU tager et overordnet mindretalspolitisk ansvar. Således står der tydeligt i Lissabontraktatens artikel 2, at „Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal.“

Alligevel er behovet for at sikre mindretallenes rettigheder og ligestilling stadig ikke på dagsordenen i alle EUs myndigheder. Borgerinitiativet MSPI, der indsamlede mere end en million underskrifter, blev afvist af EU-kommissionen. MSPI har til formål at forbedre forholdene for de nationale og sproglige mindretal i Europa, og siden afvisningen har FUEN arbejdet på at kommissionen revurderer beslutningen. Samtidig arbejdes der på at få politikerne i EU-parlamentet til at anerkende behovet for nogle mindretalspolitiske standarder i Europa.

Det gælder ligestillingen og beskyttelsen af mindretal, hvilket bestemt ikke er givet i alle EUs medlemslande. Samtidig er der et ønske om, at der etableres et kontaktudvalg, der kan rådgive kommissionen i mindretalspolitiske spørgsmål.

- Der burde gælde nogle fælles retningslinjer, og det burde vores politikere arbejde for på EU-plan. Vores mindretalsmodel i det dansk-tyske grænseland fremhæves gang på gang som et forbillede. Det forpligter os og vores politikere til at arbejde på, at alle lande i EU skal holde sig til nogle mindretalspolitiske standarder, fastslår Jens A. Christiansen, SSF-generalsekretær og formand for FUENs Europæiske Dialogforum.

Opfordringen er nu sendt ud til politikerne, der i den forbindelse bedes sende svar til Dansk Generalsekretariat.

(Foto: Wikimedia Commons)