GRATIS TUR til KULTUR
Når "The Blues Overdrive" fredag den 18. marts spiller i Bredsted, byder SSF Husum og Ejdersted amter sine medlemmer på gratis transport fra Tønning, Frederiksstad, Husum og Hatsted, hvis blot der er tilslutning nok til at fylde en minibus. Ikke-medlemmer kan køre med, men må betale 10 euro for det. Ring til et af sekretariaterne for tilmelding!
"The Blues Overdrive" spiller solid, svedig sydstatsblues. Tekster fra de endeløse landeveje, fra bomuldsmarkerne, fra barerne og bulerne. Skønt det meste er skrevet af en af rødderne selv, Martin Olsen, er lyden absolut sydstatslig. Det mente i hvert fald den jury, der sidste år valgte deres seneste album "Clinch" til årets europæiske bluesudgivelse.