SSF FORDØMMER ANGREB PÅ SINTI OG ROMA
Angreb på Sinti og Roma er fortsat en trist realitet.
Forleden gik det ud over Marlon Reinhardt, der er sinti og kandidat til kommunalvalget i Rheinland-Pfalz. I onsdags gik det så ud over et sinti og roma mindesmærke i Flensborg. Ukendte gerningsmænd havde revet det ud af sit fundament og smidt det bagved den skole, hvor mindesmærket blev sat op for omkring et år siden.
Mærket minder om de sinti og romaer, der blev deporteret og myrdet under nazi-tiden. Politiet efterforsker sagen som et politisk motiveret overgreb.
SSF, der har et tæt samarbejde med sinti og romaernes organisationer, deltog ved indvielsen af mindesmærket og fordømmer angrebene.
- Det, vi oplever lige nu, er en katastrofe og brandfarligt. Skulle vi ende der, hvor medlemmer fra mindretal af frygt for angreb ikke tør stille op til politiske poster eller ikke kan have offentlige mindesmærker, så har vi et kæmpe problem. Og det gælder ikke kun dem, der forfølges og udsættes for angrebene. Ingen af os må lukke øjnene for det her. Vi skal vise solidaritet. Gerningsmændene skal vide, at vi står sammen, lyder det fra SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen.
Han henviser til en demonstration, som foreningen for Sinti og Roma i Slesvig-Holsten har planlagt. Den holdes torsdag den 13. juni kl. 18 ved mindesmærket i Valentiner Allee 1 i Flensborg.