Facebook

TRADITIONEN TRO SPILLER LAUSENIANA KONCERT I HARRESLEV

 

”Slyngelorkestret” hylder den 21. januar Holmberghallen ind i glade og underholdende toner.

Promenadeorkestret LAUSENIANA - som af de fleste nok er bedre kendt under navnet "Slyngelorkestret" - er et fælles jysk underholdningsorkester, hvis formål er at skabe musikglæde og holde den lødige underholdningsmusik levende.

LAUSENIANAs repertoire er vidtspændende - fra wieneroperetternes valserytmer over Lumbyes melodier til vore dages moderne musicaltoner - men det er altid den glade, livsbekræftende musik, der spilles.

Årets solist er den danske baryton Thomas Storm, som er uddannet fra Operaakademiet ved Det Kongelige Teater i 2011. Han har efterfølgende efteruddannet sig i New York hos Gregory Lamar.

Han har sunget i diverse operaer på Det Kongelige Teater og har høstet en Reumert talentpris for rollen som Guglielmo i Cosi fan tutte, som han sang på Den Fynske Opera.

I sommeren 2019 modtog han stor ros for titelpartiet i Mozarts Don Giovanni, der spillede på Aarhus Sommeropera og Egnsteater Undergrunden. Thomas har samarbejdet med Odense Symfoniorkester og Sønderjyllands Symfoniorkester og har medvirket som solist hos de fleste landsdelsorkestre og operahuse i Danmark. Derudover har han sunget koncerter i New York, Berlin, på Filippinerne, i Sverige og Tyskland og mange andre lande.

I 2007 vandt han 1. prisen i Operaens Venners konkurrence for unge talentfulde sangere og har siden modtaget flere priser.

Jesper Rahbæk Jespersen er koncertens konferencier og Jørgen Fuglebæk er dirigenten.

Nytårskoncert

LAUSENIANA

Søndag 21.01.24 - 15:00

Holmberghalle, Harreslev

Arrangør: Sydslesvigsk Forening (SSF)

Billetter:

www.ssf-billetten.de, tlf. +49 461 14408125, SSFs sekretariater (https://syfo.de/regional), Aktivitetshuset, Norderstr. 49, Flensborg, Mode Sontique, Am Markt 4, 24955 Harrislee, tlf. +49 461 80 50 70, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7, Flensborg, Reisebüro Peelwatt, Marie-Curie-Ring 39, Flensborg og ved indgangen.