Facebook

”Her kommer Pippi Langstrømpe” – en familieforestilling

 

Pippi Langstrømpe er en udødelig klassiker. Den kom i 2005 på Unescos liste over bevaringsværdige, kulturelle værker, og alle børn fortjener at lære Pippi at kende. Det kan de lørdag den 30. oktober i Flensborg, hvor familieforestillingen Pippi Langstrømpe vises i Stadttheater.

 

Familieforestillingen ”Pippi Langstrømpe” er livlig men også tilsat et strejf af alvor, der ikke skjuler, at Pippi savner sine forældre. Den byder samtidig på et genhør med Georg Riedels skønne melodier, som huskes fra tv-serien fra 1968.

 

Astrid Lindgrens fortællinger om Pippi Langstrømpe, skabt i 1945, er kendt og elsket i hele verden blandt mange generationer, og den vidunderlige Pippi er stadig mange børns heltinde. Hun tør vende de voksnes mærkelige regler på hovedet, og hun er verdens stærkeste pige, både fordi hun kan løfte en hest, og fordi hun kan finde ud af at bo helt alene. Pippis fantasi er også stærk og levende, og det er godt, når man har en mor i himlen, en far der er sørøver og en Frk. Prysselius, der vil sende én på børnehjem.

 

Pippi Langstrømpe er unægtelig en absolut klassiker, som alle børn fortjener at lære at kende. Også som teaterstykke.

 

Familieforestilling - Pippi Langstrømpe

Lørdag 30.10.21 – 16:00

Stadttheater, Flensborg

 

Arrangør: Sydslesvigsk Forening (SSF).

 

Billetter: ssf-billetten.de, +49 461 14408 125, SSFs sekretariater, Aktivitetshuset, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7 FL, Reisebüro Peelwatt, Marie-Curie-Ring 39 FL og ved indgangen