DANSK JUL I TØNNING
Dagen bød på endnu et velbesøgt julemarked. På Uffe-Skolen i Tønning kunne man købe juledekorationer, adventskranse, julemærker, julepynt og meget andet. Og man kunne læske sig med gløgg eller kaffe og spise kage, æbleskiver eller hotdogs dertil efter behag.
Mindretallet i Tønning og Garding bakkede godt op, men der var også gæster langvejs fra. For enden af en gang sad Udo Jessen med familie.
Sidste år var han taget på besøg for at se, om det virkelig kneb med det danske i Tønning, som nogle hævdede. I år var det - sagde han - fordi han vidste, at det var et godt sted at samle familien om noget dansk.