NY NÆSTFORMAND I BREDSTED
Nadine Szczuka blev i aften valgt som ny næstformand for SSF Bredsted og omegn. Hun efterfølger Susanne Ehlers, der efter fire år på posten havde bedt sig fri.
Nadine Szczuka har hidtil været suppleant til bestyrelsen. På den post blev hun efterfulgt af Michaela Ketelsen.
Inden valgene havde formanden, Jeanette Huy i beretningen kunnet glæde sig over endnu et aktivt år i distriktet.
Blandt andet havde man fejret sankthansaften med over 100 deltagere.
Distriktet havde også inviteret de nye børnehavebørn og deres forældre til en orientering om SSF, hvor Klovnen Viggo optrådte for børnene og forældrene fik at høre om Sydslesvigsk Forening.
Det var et af flere tiltag, der resulterede i 21 nyoptagelser i årets løb. Dog var nettoresultatet en tilbagegang på fyrre, for der var blevet ryddet grundigt op i dem, der ikke betalte deres kontingent.
Formanden omtalte også en filmaften i samarbejde med Friisk Foriining, hvor man viste "Kroen ved Vidåen".
- Jeg var især glad for, at Ilve Boysen kom og introducerede filmen, sagde hun.