BURKHARD KLIMM ER NY I AMTSSTYRELSEN
Burkhard Klimm, Husum blev i aften valgt som bisidder i SSF Sydvest. Amtsstyrelsen havde foreslået antallet sat ned fra fem til tre, og dermed skulle der kun vælges en i år.
Det blev Burkhard Klimm, som nok er ny på netop denne post, men ellers en ret erfaren mand.
Ti år som kasserer i Husum og omegns distrikt og en del år som SR-formand på Husum Danske Skole har han blandt andet på CV'et.
Forinden havde formanden, Nadine Baumann-Petersen, i sin beretning kunnet fortælle om udflugter og musikarrangementer i året, der gik.
Hun kunne også fortælle om en netto-medlemstilbagegang, der skyldtes, at man havde ryddet op i rækken af langtids-restanter.
- Selv i Bredsed, der havde hvervet 21 ny, har der været et nettotab på fyrre medlemmer, sagde hun.
Næstformand Andrea Holste blev genvalgt uden modkandidat.