Nyheder

60+ frokost i Ejderhuset
Idéen fik Margret Mannes for en del år siden, mens hun var formand for SSF Rendsborg by. Margret Mannes ville gerne samle beboere fra pensionistboligen i Bydelsdorf og andre ældre medlemmer og fandt på idéen med 60+ frokosten. Det viste sig at være en god idé, for der har siden da været en rigtig god opbakning med 25-30 deltagere hver gang. Opskriften er simpel: fællessang, tag-selv-bord og hyggesnak hen over bordet. Man spørger måske sig selv; hvorfor 60+, når de fleste først går på pension, når de når en højere alder? Margret Mannes argumenterede, at der også skulle være mulighed for deltagelse for evt. yngre ægtefæller. 60+ frokosten foregår nu altid om lørdagen og de yngre ældre er meget velkomne, fordi de så kan være med til at sætte deres præg på arrangementet og styrke fællesskabet for deres generation.
60+ frokosten foregår om lørdagen og næste dato er den 25. november.