Senior
Årets sidste vandring
af Birgit Messerschmidt
Fredag den 15. november gik turen fra Exe ud til Arnkiel-Park, med Humanitært Udvalg, hvorfra Gregor Rölke igen havde planlagt en smuk vandrerute omkring Sankelmark Sø.
15 deltagere nød turen langs søbredden og synet over søen med naturens smukke efterårsfarver i baggrunden.
Lyden af de tørrede efterårsblade på turen, gav en helt egen smuk stemning, som efteråret også byder på.
Man kom forbi monumenterne, der vidnede om slaget for 160 års siden og hvor Gregor gav lidt mere baggrundsviden om Oeversee-Marchen, der finder sted hvert år.
Endnu en dejlig naturskøn vandretur med lidt historisk baggrund sluttede. Vandreturene har i flere år været ret eftertragtet og de giver ikke kun god motion, men Gregor giver altid en informativ baggrund med på vejen.
Det blev til fire ture fra september til november. Tre ture i Sydslesvig og en tur i Danmark.
Deltagerne glæder sig allerede nu til de naturskønne ture Gregor har planlagt til næste år. Alle er hjertelig velkommen til at deltage. Turene er mellem 5,5 og 7 km lange og man undres hver gang, at der er så mange steder, man slet ikke kender, selvom man bor i området.
Der er planlagt tre smukke ture i Danmark og en tur i Sydslesvig. Den første vandring starter den 7. marts, hvor turen går til Bjergskov og Hostrup Sø.