Tekst og foto af Claudia Jans

Når man er på ferie i Europa, er det ikke usædvanligt, at man er i et område, hvor der også er et mindretal. Således var det også for mig og min mand, der i år var på ferie i Bozen. Når man nu er i et sådant område, er det en oplagt mulighed at prøve at besøge det lokale mindretal. Derfor kontaktede vi inden rejsen det tyske mindretal i Sydtyrol, og fik en aftale med Thomas Pardatscher, som er vicedirektør for ”Abteilung Deutsche Kultur, Amt für Kultur” i Bozen. Han var så venlig at afsætte tid til at fortælle os om den autonome provins Sydtyrol, hvor den tysksproglige del af befolkningen udgør 69,4 %, den italiensksproglige del udgør 26, 1 % og den ladinsksproglige del 4,5 %.
Sydtyrol er en autonom provins i Italien med egen landdag, egne love, som opstod i tre etaper. I 1946, ”Paris kontrakten”, hvor Sydtyrol blev tildelt Italien og de grundlæggende træk for autonomien blev fastlagt. 1948 blev den første autonomistatut fastlagt i den italienske forfatning. Den var for mange sydtyrolers vedkommende ikke tilstrækkelig, hvilket resulterede i til dels voldelige aktioner med bomber og attentater. Det førte så til den anden autonomistatut i 1972. I dag er alle tre sproggrupper repræsenteret i landdagen og alle, der arbejder indenfor det offentlige, er forpligtet til at aflægge en prøve i tosprogethed (tysk og italiensk).
Geografisk er opdelingen således, at den italienske sproggruppe primært bor i de tre største byer, Bozen, Meran og Brixen, hvorimod resten af landet er præget af den tysksprogede gruppe. Den ladinske sproggruppe er primært bosat i to dale i Sydtirol (Gröden og Gadertal)
Alle indbyggere i Sydtyrol skal hvert 10. år erklære ved underskrift, hvilken sproggruppe de tilhører, så man har et billede af udviklingen, hvilket mildt sagt er en lidt anden tilgang end der er i vores mindretal, hvor den slags gennemgribende tilhørsforholdserklæring er utænkelig.
Sydtyrol er selvstændig rent økonomisk, hvilket betyder, at de ikke får tilskud fra staten, men til gengæld må beholde 19% af skatten i regionen. Der er tre kulturforeninger og tre skoleforeninger, hvilket er de eneste områder, hvor alle tre sproggrupper er repræsenteret.
Personlige anekdoter
Efter den mere faktuelle snak, fortalte Thomas Pardatscher, at de tyske navne under fascismen blev lavet om til italienske. Det var i 1920erne, at både bynavne og personnavne og alt tysk blev bandlyst. Tyske aviser blev afskaffet, tysk i skolen blev afskaffet m.m. Pardatscher fortsætter, at det først var, da man ville forbyde tyske navne på gravsten, at kirken greb ind og der kom til at stå både tyske og italienske navne. Hans far fik også ændret sit navn. Det var hårde tider for dem.
En anden kuriøs anekdote fra området viser på samme måde, hvor følelsesladet emnet mindretal er. I Bozen er der en berømt restaurant, der hed ”Roter Adler”. Men sådan måtte den ikke hedde længere, fordi den røde ørn er i et våbenskjold, der betyder meget for den tyske befolkningsdel. Derfor hedder restauranten nu ”Vögele”.
Efter en times tid med en meget engageret Thomas Pardatscher, forlod vi amtet beriget med input og en personlig fortælling fra en region, der fungerer anderledes end det danske mindretal i Sydslesvig - men som så alligevel, gennem den personlige udveksling, viste sig at have en del lighedspunkter. Særligt at det med mindretal i høj grad er en hjertesag.