Nyheder

Danmark og Tyskland nedsætter et nyt grænsepanel.
(Foto: Wikimedia Commons)

Danmark og Tyskland nedsætter et nyt grænsepanel

Et nyt dansk-tysk grænsepanel vil fremadrettet systematisk tage fat på hindringer for mobilitet med det formål at gøre hverdagen lettere for borgere og virksomheder i grænseregionen, meddeler Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse mandag den 30. september.
Envidere skriver Udenrigsministeriet, at sameksistensen i grænseregionen og mindretallenes afgørende rolle gør regionen til et forbillede for andre grænseregioner i Europa og hele verden. Mange borgere i grænseregionen har deres daglige gang på skoler, uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser og kulturinstitutioner på tværs af grænsen. Her bliver de ofte konfronteret med forhindringer eller divergerende lovgivning, som det er svært for den enkelte at overvinde.
Derfor nedsættes der nu et nyt grænsepanel, bestående af repræsentanter fra hovedstæderne samt grænseregionen: De vil mødes to gange årligt, og panelets opgave bliver løbende at identificere de hindringer, der hæmmer mobiliteten i grænseregionen samt styrke koordineringen mellem relevante myndigheder i deres arbejde med at finde løsninger.

En glædelig nyhed
Nyheden om et nyt grænsepanel er faldet i god jord hos Sydslesvigsk Forening (SSF), som er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation.

SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen forklarer:
„Her i grænselandet arbejder vi løbende på at nedbryde barrierer, så vi frit kan bevæge os på tværs af grænsen. Således er vi med i en arbejdsgruppe, der ser på, hvordan uddannelser kan anerkendes og tages på tværs af grænsen. Ikke mindst på den baggrund er det glædeligt, at man i Berlin og København nu øger indsatsen for at nedbryde bureaukratiske forhindringer i samarbejdet hen over grænsen. Et initiativ, som blandt andre SSF havde fokus på i forbindelse med markeringen af jubilæet for folkeafstemningen i 1920.“

SSF-formand Gitte Hougaard-Werner supplerer:
„Et nyt grænsepanel - sat i verden af de to landes udenrigsministerier med inddragelse af delstaten og regionen - er en god nyhed for hele grænselandet. Mindretal som flertal skal arbejde sammen for at sikre fælles vækst og udvikling. Uanset, hvilket sprog vi taler og hvilken national identitet vi har, så gavner det os alle, at forbedre samarbejdet på tværs af grænsen.“

Baggrunden for det nye grænsepanel er ifølge Udenrigsministeriet den dansk-tyske handlingsplan fra 2022. Siden foråret 2023 har repræsentanter fra regionen mødtes i en arbejdsgruppe for at identificere udfordringerne for mobiliteten på tværs af grænsen og for at diskutere løsningsforslag. Arbejdsgruppens resultater er blevet sammenfattet i en rapport, som lægger op til en fortsættelse af arbejdet samt nedsættelse af det dansk-tyske grænsepanel.