Nyheder

Den næste generation af sydslesvigere.

Den næste generation af sydslesvigere

Højt humør på Flensborghus! I alt 47 elever fra 7. årgang på Jens-Jessen-Skolen havde en introuge for at komme godt fra starten i det nye skoleår. Blandt andet besøgte de onsdag den 4. september Flensborghus, hvor områdeleder Hinnerk Petersen fra SdU og bykonsulent Kay von Eitzen fra SSF bød dem velkommen. Hele bundtet var delt op i tre grupper og blev ledsaget af Dirk Jäger, som er lærer på Jens-Jessen-Skolen. Der var tilrettelagt et lille program med informationer om mindretallet. For at gøre det lidt mere levende for de unge mennesker, skulle de selv på en runde med fem workshops. Her forholdt de sig til deres eget forhold til og i mindretallet. Det handlede om sprogbrug, fritidsaktiviteter, om hvad de måske netop savner af tilbud og hvor tilfredse de er med at være en del af det danske mindretal. Det blev til gode samtaler og spændende vinkler fra den næste generation af mindretalsborgere i Sydslesvig.