Nyheder
Efterlyst: Medlemmer til Årsmødeudvalget
Invitationen til SSFs landsmøde, der holdes den 9. november på Slesvighus, blev sendt ud mandag, og af den fremgår det, at fire ud af fem medlemmer fra Årsmødeudvalget ikke stiller op igen. Det vil sige, at det på nuværende tidspunkt ser ud til, at der efter landsmødet kun er ét enkelt medlem tilbage. Men siden udvalget jævnført vedtægterne skal bestå af en formand og yderligere fire medlemmer, efterlyses der nu egnede kandidater til udvalget.
En fast bestanddel
Årsmøderne har en lang tradition i Sydslesvig. Siden 1921 holdes møderne, der i de første år især var politiske manifestationer. Siden dengang har de kun været aflyst nogle få gange, som for eksempel under Corona-nedlukningerne. Møderne er der i løbet af årene blevet justeret på med henblik på formatet, men de grundlæggende elementer, der udgør et rigtigt årsmøde, genfinder man stadig. Det vil sige, at møderne både er interne arrangementer, hvor fællesskabet dyrkes og styrkes, men de er også en døråbner udadtil, hvor flertalsbefolkningen får øjnene op for mindretallet. Samtidig har årsmøderne altid holdt fast i at have et politisk element. Politikere fra Danmark er altid med som gæster, og det er ikke tilfældigt, at løftet „Så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer“ af statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev sagt på et årsmøde i 1999. Ordene regnes tit som en fornyelse af statsminister Neergaards berømte ord „De skal ikke blive glemt“ fra 1920. På den måde er årsmøderne med til at styrke båndet mellem Danmark og Sydslesvig.
Et jubilæum
Årsmøderne er utvivlsomt et højdepunkt i den sydslesvigske kalender. Det gælder i særdeleshed for de kommende i år 2025. Det bliver nemlig 100. gang der holdes danske årsmøder i Sydslesvig. Ikke mindst derfor er det en god ide at være med i årsmødeudvalget, hvor man blandt andet er med til at udvikle årsmødernes motto og plakaten. Således er arbejdet i udvalget også forbundet med en del kreative processer. Årsmødeudvalgets sammensætning vælges for to år ad gangen.
Andre poster
Foruden posterne i årsmødeudvalget, giver landsmødet i år muligheden for at få en plads i SSFs Kulturudvalg henholdsvis Teater- og koncertudvalg. Sidstnævnte giver blandt andet mulighed for at tage til teaterfestival i Danmark, hvor udvalgets medlemmer er med til at udvælge, hvilke stykker der efterfølgende vises i Sydslesvig.
Yderligere informationer om opgaverne i udvalgene, gives gerne af SSFs kulturkonsulent Nina Lemcke (046114408118/nina@syfo.de).