Kultur

En musikalsk arbejdspladskomedie
Lørdag den 7. november viser Folketeatret forestillingen ”Omgivet af idioter” i Flensborg. Hvis man kender følelsen af, at nogen mennesker aldrig vil forstå én, uanset hvor klart man udtrykker sig? Hvis man har prøvet at sidde til et møde og føle, at man er det eneste normale menneske i rummet? At alle andre omkring én er rablende tossede og taler helt forbi hinanden? Omgivet af idioter er baseret på den internationale bestseller af samme navn. I Folketeatrets teaterversion er det en vaskeægte arbejdspladskomedie, der stiller skarpt på al det besvær, man har med at kommunikere og forstå hinanden. Her bliver bogens fire personlighedstyper, som spilles af Tom Jensen, Sophie Marie Jeppesen, Marie Mondrup, Nadia Jasmin Nielsen og Tobias Shaw levendegjort i en dysfunktionel personaleafdeling med temmelig lav arbejdsmoral. Man møder den gule, udadvendte og impulsive kollega, den blå, analytiske og forsigtige type, den røde, dominerende og målbevidste person og den grønne, rolige og tålmodige teamplayer. Den brogede kollegaflok kommer på lidt af en opgave, da de bliver sendt på et personaleseminar for at styrke synergier, optimere samarbejdsflowet og finde ud af, hvorfor alle er idioter. En humoristisk, musikalsk og tankevækkende fortælling om kollegaskab, kommunikationsbesvær og forskelligheder tilsat et hav af komiske aha-øjeblikke. Bliv klog på egne blinde vinkler - og se alle andres i et lysende klart skær.
Billetter:
Folketeatrets forestilling ”Omgivet af idioter” vises lørdag den 7. november 2026 i Stadttheater i Flensborg kl. 19:30. Arrangør er Sydslesvigsk Forening (SSF). Billetter købes her: www.ssf-billetten.de, tlf. +49 461 14408125, SSFs sekretariater (www.syfo.de/regional), Aktivitetshuset, Norderstr. 49, Flensborg, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7, Flensborg, Reisebüro Peelwatt, Marie-Curie-Ring 39, Flensborg og ved indgangen.


