Nyheder
Europæisk Dialogforum drøfter de ukrainske mindretals situation
Den 27. og 28. juni er medlemmer af Europæisk Dialogforum i Strasbourg for at mødes med parlamentarikere i Europarådet. På dagsordenen står blandt andet situationen for mindretallene i Ukraine. Med i delegationen er nemlig Volomydyr Leysle fra landets tyske mindretal.
Foruden situationen i det krigshærgede Ukraine, står den generelle mindretalspolitiske situation i Europa på dagsordenen. Til det formål er der planlagt et møde med blandt andet danske Mogens Jensen, medlem af Folketinget. Han er en af de politikere, der mødes med repræsentanterne fra Europæisk Dialogforum, og med dem skal der i løbet af programmet tales om, hvordan man sikrer, at mindretal og nationale politikere kommer i dialog med hinanden. Desuden skal der tales om, hvordan mindretalsrettigheder og mulighed for politisk medbestemmelse sikres. I den forbindelse bliver der også set på, hvorvidt elementer fra Danmarks håndtering af mindretal kan implementeres i lande, der ønsker et EU-medlemsskab.
Der skal desuden tales om status på MinortySafePack. Initiativet sætter fokus på mindretalsrettigheder og mindretalsforhold i Europa.
Jens A. Christiansen, talsmand for Europæisk Dialogforum og generalsekretær for Sydslesvigsk Forening (SSF), udtaler op til turen til Strasbourg.
- Europæisk Dialogforum arbejder for at sætte fokus på mindretalsrettigheder henholdsvis for at gøre opmærksom på, at disse ikke er given i alle europæiske lande. Vi kan til det blandt andet fremhæve mindretalssituationen i det dansk-tyske grænseland. Fokus er at styrke dialogen mellem FUEN og Europarådet for at fremme bedre mindretalspolitiske forhold sideløbende med håndteringen af Europas mange andre udfordringer. Derfor er det positivt, når politiske aktører møder repræsentanter fra forskellige europæiske mindretal, fastslår Jens A. Christiansen.
Europæisk Dialogforum er et arbejdsudvalg i mindretalsunionen FUEN.


