Mød mindretallet

Familiedagen på Christian Lassens Mindemuseum.

Familiedagen på Christian Lassens Mindemuseum

Søndag, den 12. juli, kl. 14-17 er der åbent hus for hele familien på Christian Lassens Mindemuseum. Alle er velkomne til at have en hyggelig dag på gården i Jardelund med børneringridning, rebslagning, crepes og meget mere. 
Den dag er der nemlig forskellige tilbud til børn og familier fordelt på området rundt omkring museet. Der er også aktiviteter og lege, hvor alle kan være med. Derudover er der mulighed for fri leg og en tur på gyngen i den hyggelige æblehave.
En af aktiviteterne er børneringridning, der foregår på marken foran museet. Her kan man enten på kæphest eller på cykel se, hvor mange ringe man får taget med sin lanse. Kæpheste og cykler står til rådighed.
Der vil også være mulighed for at slå sit eget reb som i gamle dage.
Friske crepes bliver bagt i det gamle køkken, som i godt vejr kan indtages i museets have. Hvis vejret skulle være ustabilt, er der masser af plads inden døre. Selvfølgelig er der kaffe på kanden og også andre kolde drikkevarer på lager.
Familiedagen vil også gerne gøre børn nysgerrige på, hvad der gemmer sig i huset og på gården i Jardelund.
Hvorfor er der en krukke under sengen? Hvad skal den brune tingest bruges til? Sad musikerne virkelig deroppe og spillede? 
Hvis man har lyst til at høre nærmere om familien Lassen og de historier, der gemmer sig på gården, kan man altid bede en af de frivillige om en rundvisning.
Søndag, den 12. juli, kl. 14-17 bliver til en hyggelig dag for hele familien på Kupfermühlenweg 4 i Jardelund.