Nyheder

Festdag i anledning af Henry Buhls 100-årsdag på Mikkelberg.
Festdag i anledning af Henry Buhls 100-årsdag på Mikkelberg.

Festdag i anledning af Henry Buhls 100-årsdag på Mikkelberg

Den 11. september ville Henry Buhl (1924-2016) være fyldt 100 år. Sammen med sin kone Dinne (1920-1991) grundlagde Henry, Mikkelberg. Dagen markeres på Mikkelberg d. 14.9. med aktiviteter, der afspejler nogle af de initiativer, som ægteparret satte i gang sammen.
Programmet omfatter også en cricketkamp. Henry Buhl grundlagde Husum Cricket Club (HCC) i 1967 og foranstaltede klubbens optagelse i først Dansk Cricket Forbund og senere Dansk Idrætsforbund. I 1991 fik Mikkelberg et fornemt, eget cricketanlæg med internationale mål (mange cricketklubber i Danmark spiller på fodboldbaner). I dagens anledning mødes unge og ældre spillere fra Sydslesvig og Danmark til tre venskabskampe.
I længere tid har der været behov for en formidling af Mikkelbergs historie til de besøgende. Mikkelbergs kunstudvalg har sammenstillet en plancheudstilling bestående af tekst og billeder, der formidler Mikkelbergs historie fra Dinne og Henry Buhl købte Hatsteds mølleruin i 1967 og op til i dag. Udstillingen giver et rids over istandsættelsen af møllen, lidt om kunstudstillingernr, der har været vist gennem tiden, etableringen af cricket på Mikkelberg samt en præsentation af Dinne og Henry. Plancherne kommer til at hænge udenfor, så besøgende til enhver tid kan blive oplyst om stedet og om den mindretalshistorie, som Mikkelberg også er.
Der er en præsentation af ”Danske strømninger. Einflüsse aus Dänemark”: Povl Leckband. Arkitekt i Flensborg. Architekt in Flensburg: Bogen, der udkom i forsommeren, præsenterer i tekst og billeder, hvordan den flensborgske arkitekt Povl Leckband gennem et langt arbejdsliv har sat et særligt dansk præg på både Flensborg og resten af Sydslesvig gennem sit omfattende byggeri og istandsættelse af gamle huse. Leckbands bog, som er blevet til i et nært samarbejde med Helge Krempin og Nils Vollertsen og som er udgivet med støtte fra TM-Fonden, blev tidligere på sommeren præsenteret på tysk i Flensborg. Povl Leckband præsenterer den ved denne lejlighed på dansk. Bogen er udgivet af Mikkelberg og ligger således i fortsættelse af den udgivelsesvirksomhed, som Mikkelberg stod for i en årrække, blandt andet i samarbejde med Poul Christensens forlag.
Der er også udstillingsåbning med værker af Henning Becker. Kunsthistoriker Grethe Bay har i Mikkelbergs magasin fundet en lille serie malerier af Henning Becker, der ellers er kendt som journalist (bl.a. på Flensborg Avis) og fordi han i 1975 reddede flere hundrede vietnamesiske børn ud af Vietnam og skaffede dem et liv i Danmark. Bay har forestået nyophængningen i Buhls Hus med Beckers malerier og med en serie cricketbilleder og fotos, der tilsammen viser nogle af ægteparret Buhls aktiviteter og engagement. 
Der serveres kaffe med et stykke kage til.
Dagen begynder kl. 12 og slutter kl. 16. Kl. 12-14 er der mulighed for at se cricketkamp. Kl. 14 løftes sløret for plancheudstillingen om Dinne og Henry, herefter præsenterer Povl Leckband sin bog. Cirka klokken 15 er der kaffebord med små indslag om Henry Buhl og Mikkelberg. Herefter åbnes udstillingen med Henning Becker.
Alle er velkomne.