Nyheder

Flensborghus populær hos besøgsgrupper - dansk mindretal er også velkommen
Hvert år tager Flensborghus imod talrige besøgsgrupper. Det omfatter både officielle besøg, som for eksempel medlemmer af regeringer, politiske grupper, samarbejdspartnere, osv.. Men foruden dem er der også en række andre besøgsgrupper, der finder vejen til Flensborghus. Mange af dem kommer fra andre mindretal i Europa. De er interesseret i at høre om det danske mindretals historie, hverdagen mere end 100 år efter grænsedragningen samt om, hvordan organisationerne fungerer. Således var der forleden en rejsegruppe fra tysktalende mindretal i Polen på besøg. Ved den lejlighed lagde de især mærke til en af de mest berømte danske plakater fra den danske afstemning ”Mor Tænk på Mig - Stem Dansk” af Thor Bøgelund. Plakaten blev nemlig genbrugt i 1921, da der var folkeafstemning i Øvre Schlesien.
Flertalsbefolkningerne
Interesse for det danske mindretal og Flensborghus er der også blandt rejsegrupper fra flertalsbefolkningerne i Danmark og Tyskland. Således har SSFs kommunikationsafdeling inden sommerferien blandt andet taget imod grupper fra Danmarks alternative tysklærerforening, Ry Højskole, Kurt-Tucholsky-Schule Flensburg, Tysk Søværn, Folketingets internationale sekretariat og Udenrigsministeriets Pensionistforening.
Bredt program
Sydslesvigsk Pressetjeneste tager gerne imod rejsegrupper - uafhængigt af gruppernes størrelse. Det vil sige, at der i den store sal kan være grupper med op til 50 deltagere. I Klubværelset og Lille Sal, er det dog også muligt at tage imod mindre grupper.
- Det hører med til vores oplysningsarbejde, og vi glæder os over enhver, der viser interesse for vores fællesskab og vores arbejde, fastslår Rasmus Meyer, SSF-kommunikationschef.
Han tilføjer, at programmet på Flensborghus typisk består af en kort historisk gennemgang af mindretallet og bygningen, efterfulgt af en præsentation af, hvad organisationerne på Flensborghus arbejder med. Derefter får grupperne en personlig fortælling, og så er der god tid til debat og spørgsmål.
- Den del er vigtig, fordi man aldrig helt ved, hvilket grundlag grupperne har. Besøgende fra andre mindretal har tit meget tekniske spørgsmål, mens grupper fra flertalsbefolkningerne tit mangler en grundforståelse for, hvordan det er at leve som mindretal, fortæller Rasmus Meyer.
Invitation til grupper fra Sydslesvig
Kommunikationschefen fortæller desuden, at han ikke har haft grupper fra Sydslesvig endnu.
- Det er lidt ærgerligt, fordi vi faktisk har mange skoleklasser fra Danmark og Tyskland. Det ville jo være smukt, hvis vi også fik grupper fra Sydslesvig, siger han, og peger i den forbindelse på, at det ikke kun behøver være skoleklasser.
- Distrikter, idrætsklubber, bestyrelser, nye medlemmer, sprogkurser eller forældregrupper. Man kunne jo fint forbinde et besøg i Flensborgs smukke Nørregade med et kulturelt arrangement og et besøg på Flensborghus. Alle er meget velkommen, og så er besøget hos os endda helt gratis, slutter Rasmus Meyer af med at sige.
Sorbisk familieferie
Seneste gæst på Flensborghus var Lubina Malinkowa, der er videnskablig medarbejder i “Serbski institut” - det sorbiske institut i Bautzen. Lubina var i løbet af sommeren på ferie i Slesvig-Holsten. Sammen med familien havde hun lejet et sommerhus i nærheden af Kappel. Hun tænkte, at når hun alligevel var i området, ville hun godt have mere at vide om regionen og det danske mindretal. Derfor tog hun fat i SSF, der gerne tog imod hende. Under besøget kunne Lubina også fortælle mange spændende ting om, hvordan det sorbiske mindretal arbejder, og det endte også med en åben invitation til at besøge det sorbiske institut.