Mindretalspartiet SSW og mindretallets kulturelle hovedorganisation SSF bakker op om gode formidlingstiltag omkring mindretallene og grænselandet. Derfor er et Folkemøde i Grænselandet som udgangspunkt en god idé. Vi har en stærk fortælling – som mindretal og grænseregion – som er et positivt bidrag til mange af de udfordringer, vores verden står overfor. Det er ikke uden grund, at grænselandets mindretalsmodel både i Danmark og i Tyskland står på de nationale UNESCO-lister for best practice.
Samtidig viser vi her i grænselandet, at samarbejdet hen over grænsen godt kan fungere. Det er selvfølgelig ikke altid helt uden problemer, men mange af os – på begge sider af grænsen – finder dagligt sammen for at løse udfordringer i fællesskab.
Det betyder, at vi her i grænselandet har meget at vise – både i flertallene og i mindretallene. Således vil mindretalsorganisationerne gerne bidrage, skulle et Folkemøde i Grænselandet blive en realitet. Men for at et Folkemøde i Grænselandet kan lykkes, er der i vores øjne behov for klare definitioner af målgrupper og indhold. Et Folkemøde skal omfatte hele folket – ikke kun dem, der bor i grænselandet. Vi bliver i den forbindelse nødt til at se på de mange tilløb, der har været for at lave et Folkemøde i Grænselandet. Senest i 2019 på Tydal, hvor flere aktører gik sammen om at lave et mini-folkemøde. Det blev til et meget fint arrangement, men man må ærligt sige, at det ikke nødvendigvis tiltrak mange deltagere og besøgende fra f.eks. Midtjylland, Øerne eller Holsten/Hamborg m.m. Netop dét må være vores ambition.
Således skal vi alle være os bevidste om, at et grænselandsfolkemøde kun bliver en succes, hvis det står knivskarpt i forhold til programmet og ønsket om at tiltale hele befolkningen.
Mindretallene er utvivlsomt vigtige elementer i grænselandets fortælling, og det danske mindretal bidrager gerne i planlægningen og gennemførelsen med vores brede ekspertise. Det ville ikke mindst derfor give god mening at nedsætte en kommission eller et udvalg, hvor alle aktører er repræsenteret. Men mindretallene kan ikke være tovholdere – den rolle må offentlige aktører på begge sider af grænsen påtage sig.
Afslutningsvis er det vigtigt for os at melde klart ud, at et grænselandsfolkemøde ikke må stå i konkurrence med Årsmøderne, hvor f.eks. politikere eller offentlige bidragsydere skal vælge mellem det ene eller det andet. Det ville begge arrangementer tabe på.