Nyheder

Gitte Hougaard-Werner ny formand for Samrådet.

Gitte Hougaard-Werner ny formand for Samrådet

SSFs formand, Gitte Hougaard-Werner, er valgt som ny formand for Det Sydslesvigske Samråd. Hun tager over efter Christian Jürgensen, formand for bestyrelsen af Dansk Centralbibliotek, der ifølge samarbejdsaftalen ikke må fortsætte.
Gitte Hougaard-Werner fik fire ja-stemmer og to nej-stemmer. Der var tre afholdelser.
Ny næstformand er Christian Jürgensen. Han fik syv ja-stemmer og to nej-stemmer.
SSF og SSW havde foreslået Gitte Hougaard-Werner. Skoleforeningen havde foreslået en anden kandidat, der dog trak sit kandidatur inden mødet. Dermed var der ingen modkandidater.
Den nye formand, Gitte Hougaard-Werner, udtaler efter valget:
- Jeg glæder mig til at være formand, og jeg ser frem til på den måde at kunne bidrage til det gode samarbejde blandt organisationerne. Den gensidige tillid betyder enormt meget.
Næstformand, Christian Jürgensen, udtaler, at han er glad for at kunne bidrage til kontinuitet i Samrådet.
- Det er vigtigt i den nuværende situation, at vi i fællesskab fortsætter vores arbejde med at drøfte effektiviserings- og organisationsmulighederne i Sydslesvig.
Ifølge samarbejdsaftalen i Det Sydslesvigske Samråd vælges formanden og næstformanden ud fra medlemmernes repræsentanter. Valget gælder for to år, og genvalg er muligt op til to gange.