For 40 år siden blev den 19-årige Jörg Braun valgt til formandsposten i Tarup Ungdomsforening. Men da han blev ansat som pedel på Duborg-Skolen, tog det for alvor fart med de mange frivillige kasketter i mindretallet. 

Af Tilla Rebsdorf

En knust rude. Sne, der skal skovles. En pedel skal kunne ordne lidt af hvert og det kan Jörg Braun. Det er heller ikke ofte, at han skal ringe til autoriserede håndværkere for at få noget fikset. Han har hænderne godt skruet på, som man siger, og et stoppet afløbsrør i en af Duborg-Skolens lysskakter klarer han i et snuptag. Sådan da, siger pedellen, der stikker hovedet op fra lysskakten i skolegården, hvor vandslanger, højtryksrenser og andet grej ligger indenfor rækkevidde. 
- Jeg er ikke en person af de store ord. Jeg vil hellere lave noget, jeg er en håndens mand og elsker mit job, siger han, da vi lidt senere snakker sammen i skolens kunstlokale. 
Det er nu ikke pedeljobbet, som Ugeavisen er kommet for at høre om, heller ikke selv om det sikkert er spændende. I dag drejer det sig om hans frivillige indsats for det danske mindretal, særligt i bydelen Tarup, hvor han bor. En bydel i den sydøstlige del af Flensborg, som ofte betegnes som byens smørhul – i hvert fald hvis man tager tallene fra Flensborgs seneste Sozialatlas for gode varer.
Ind med modermælken
Jörg Braun er født ind i det danske mindretal. Han er 59 år, gift med Susanne, far til to voksne børn og er også blevet morfar. Lige nu er han menighedsrådsformand i St. Hans og Adelby menighed, formand i SSF Tarup og næstformand i Tarup UF. Tre store frivillige opgaver, som han hver eneste uge bruger mange timer på.
- Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden mindretallet, så det er ikke noget, jeg sådan går og tænker over. Det med tiden betyder ikke så meget, for det er en fast del i mit liv, i min hverdag, og hele familien er inkluderet. Det er en hverdag, jeg selv skaber, hvor jeg gør noget for mig selv og for andre. Det ligger nok lidt i mig, siger han og glatter skægget ud med den ene hånd. 
Det er et stort skæg, der sidder på Jörg Braun, og i denne søde juletid er det ikke noget hvilket som helst skæg. Det er et julemandsskæg, for han er Tarups helt ægte julemand med et julemandsskæg, der sidder så fast, at vuggestuebørnene godt må hive i det. 
Nye veje
Der er mange gode kulturelle tilbud i det danske mindretal, og Jörg Braun deltager i alt, han kan få tid til. Koncerter og teaterforestillinger og han ærgrer sig, når arrangementer bliver aflyst, fordi der er for få tilmeldte. Han går til yoga og til ”Ost og rødvin” og naturligvis går Jörg Braun ikke hjem, før gulvet er fejet og den sidste stol stillet på plads i lokalet. 
Som distriktsformand tager han ud for at gratulere de ældre medlemmer, når de har en rund fødselsdag. En helt særlig gestus, som mange sætter stor pris på, men han kan også se, at der skal feje nye vinde ind over mindretallet, så det kan overleve i fremtiden.
- For der skal nyt til. Vi kan ikke selv se, hvad det skal være, fordi vi har været i det i så mange år. Det skal de nye, og så skal vi give dem friheden til at prøve det af. Og så skal vi minde dem om, at man altså godt kan sige nej: Lige den dag kan jeg godt nok ikke, fordi der er noget andet, der er vigtigere, siger pedellen, der selv meldte afbud til Landsmødet.    
De er derude
Det er den gamle garde, der kører mindretallet, og det skal ændres, selv om det ikke er den nemmeste sag at få nye til at tage over. Til distrikternes årlige generalforsamlinger står de bestemt ikke i kø for at påtage sig et frivilligt stykke arbejde. 
- Men de er derude, og mange af dem har vi personlig kontakt til. De skal lige prikkes til, forklares, hvad dette frivillige job indebærer men også vide, at de godt kan sige nej, når andet er vigtigere. Ellers bliver det surt, siger Jörg Braun og så skal han igen ud til skolens tilstoppede afløbsrør.