Nyheder

Jørgen Kühl: Mindretalsperspektiver – set fra grænselandet
Jørgen Kühls 60 års dag blev markeret på Flensborghus 20. oktober. I dagens anledning blev et omfattende udvalg af Jørgen Kühls gæstekommentarer og kroniker i Flensborg Avis udgivet som festskrift.
Jørgen Kühl er en markant stemme i grænselandet og en fremtrædende kender af europæiske mindretalsforhold. Han var leder af Museet ved Danevirke, Institut for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet og første rektor på A. P. Møller Skolen, formand for ECMI og meget mere.
I denne bog beskriver han mindretallene i det danske-tyske grænseland siden 1920. Især analyseres de mange ændringer, som er foregået i de seneste årtier. Mindretal og flertal har nærmet sig hinanden, mindretallene oplever tilgang af nye medlemmer. Mange unge giver udtryk for en blandet dansk-tysk identitet.
Bogens 57 tekster sætter spotlys på mindretallene i dag og påviser en virkelighed, som afviger fra den ofte officielt beskrevne.
Bogen er på 247 sider, illustreret og indbundet. Den er udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland og kan købes i Sydslesvigsk Forenings sekretariater og i Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg.


