Nyheder

Kombiudstilling på Biblioteket
Torsdag den 6. november kl. 17:00 åbner Sydslesvigs danske Kunstforening udstillingen ”Vejen til Moskva & Strøtanker fra Danskebåten”. Kunstnerne bag udstillingen er væver Anne Mette Larsen og keramiker Sverre Tveito Holmen. Væver Anne Mette Larsen der står for udstillingen Vejen til Moskva udtaler: ”Jeg er væver, og Østeuropa er mit bløde punkt. Min begejstring for grå beton, kulørte træhuse og en anarkistisk brug af farver har ført mig ad hullede veje - og fra min cykel har indtryk fæstnet sig. I denne udstilling er mange kilometer omsat til mange vævede meter. Jeg vedkender mig en vis mængde nostalgi og en stor portion uvidenhed. Men også ydmyghed og kærlighed overfor det jeg har oplevet pa min vej. Jeg holdt mig på sporet - mit eget smalle tekstile spor” Sverre Tveite med udstillingen Strøtanker fra Danskebåten, siger: ”Mine utallige færgefarter med ”Danskebåten” mellem Danmark og Norge gennem 40 år, har givet mig vigtige pauser hvor strøtanker bliver ideer til nye opgaver i værkstedet. I dette tomrum opstår blandt andet keramiske collage-skulpturer, ud fra min samling af stort og småt; tingester uden anden synderlig værdi end fine detaljer og udpræget anvendelighed.”
Udstillingen åbnes af Dieter Lührssen og Nikolai Lengefeldt står for musikalsk underholdning. Foreningen er vært for et lille traktement efter åbningen. Udstillingen kan ses frem til den 29. november 2025. Mandag- fredag fra 11:00-17:00 og lørdag fra 11:00-14:00.
Torsdag 6. november 2025, kl. 17:00, Flensborg Bibliotek, Vejen til Moskva & Strøtanker fra Danskebåten



