Nyheder

Kongeparret besøger Sydslesvig.
Foto Keld Navntoft

Kongeparret besøger Sydslesvig

Kongehuset har netop meddelt, at Kongeparret besøger Sydslesvig den 22. oktober 2024.

Med stor glæde modtog mindretallet nyheden om, at H.M. Kong Frederik 10. og H.M. Dronning Mary besøger det danske mindretal den 22. oktober 2024.

Nyheden vækker stor begejstring i mindretallet. Gitte Hougaard-Werner, formand for SSF, udtaler:

”Det er en kæmpe nyhed. Det danske mindretal har altid haft et tæt bånd til kongehuset, og vi mindes med stor glæde, da H.M. Dronning Margrethe 2. besøgte os i 2019. Vi ser meget frem til, at vi nu får lejlighed til at møde Kongeparret, og at vi kan vise dem, hvordan de dansksindede i Sydslesvig holder fast i og dyrker dansk sprog, kultur og identitet her i regionen, hvor den historisk set altid har hørt hjemme. Besøget vil utvivlsomt styrke båndet mellem os og Danmark.”

Kongeparrets besøg i Sydslesvig finder sted i forbindelse med et tiltrædelsesbesøg i Tyskland. I Kongehusets pressemeddelelse understreges det stærke bånd til de dansksindede. Kongeparret besøger Dannevirke samt Flensborghus, hvor de møder repræsentanter fra det danske mindretal i Flensborghus.

Nærmere informationer kan fås via SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen (+49 171 4755 280 og jac@syfo.de).

Se nyheden på Kongehusets hjemmeside: