Nyheder

Lasse Rodewald bliver ny SSF-generalsekretær.

Lasse Rodewald bliver ny SSF-generalsekretær

Efterfølgeren til Jens A. Christiansen, der går på pension den 30. september, bliver Lasse Rodewald. Det meddeler SSFs Forretningsudvalg i dag, torsdag den 15. maj.

- Det har været en spændende proces med et stærkt ansøgerfelt, lyder det fra SSF-formand Gitte Hougaard-Werner.

- Og med Lasse Rodewald har vi fundet en generalsekretær, der har hele pakken, tilføjer hun.

Lasse Rodewald kommer fra en stilling i Den Tyske Ambassade i København, hvor han indtil tiltrædelsen i SSF er kultur- og pressechef. I denne funktion har han blandt andet arbejdet med personaleledelse, politisk og strategisk rådgivning, udvikling, projektledelse, budgetstyring, formidling og kommunikation. Lasse Rodewald har flere års erfaring fra et udpræget politisk miljø, hvor han har arbejdet i tæt kontakt til danske og tyske beslutningstagere. I den forbindelse har han også arbejdet med det dansk-tyske grænseland og mindretalsforhold. Emner, der bestemt ikke er fremmed for ham.

For Lasse Rodewald er født og opvokset i Sydslesvig. Han gik først på Jens Jessen Skolen og tog derefter studentereksamen på Duborg-Skolen. Efter skolegangen i Flensborg, drog han til København, hvor han læste historie ved Saxo Instituttet ved Københavns Universitet. Men Lasse Rodewald har altid holdt fast i sine sydslesvigske rødder. Således stiftede han den sydslesvigske fodboldklub „FF Ejder Brigaden“, som han stadig spiller i. 

- Lasse Rodewald er en erfaren leder, der er udrundet af det danske mindretal i Sydslesvig. Han har udprægede diplomatiske færdigheder, kendskab til historien og han har et stærkt netværk. Vi er meget glade for at kunne ansætte Lasse, og vi ser frem til samarbejdet, fastslår SSF-formand Gitte Hougaard-Werner.

Lasse Rodewald siger:

- Årsmødernes velvalgte motto „Mindretallet længe leve!“ er også et vigtigt opdrag for fremtiden. Forudsætningen for, at mindretallet kan leve længe, er netop en fortsat veldreven Sydslesvigsk Forening. Med dens mangfoldige og uvurderlige indsats for dansk sprog, kultur, identitet og fællesskab er SSF en bærende søjle for danskheden syd for grænsen, netop fordi organisationen er rodfæstet i hele Sydslesvig gennem en beundringsværdig frivillighed og foreningsstruktur. Med min erfaring inden for ledelse, projektudvikling og nytænkning vil jeg bidrage til videreudviklingen af SSF.

Lasse Rodewald er gift og parret har to børn. Familien flytter til Sydslesvig inden tiltrædelsen den 1. oktober.