Mød mindretallet

Løveløberne lader sig ikke stoppe af en smule regn
Det så sort ud, da medarbejderne og de frivillige i SdU og SSF søndag morgen så ud af vinduerne. Tunge, mørke regnskyer dækkede himlen, og vejrudsigten bekræftede, hvad der tegnede sig derude. Regnvejr det meste af dagen. Enkelte perioder uden, måske endda lidt sol, men ret beset pegede alt på noget, der mindede om første efterårsdag.
Ikke lige, hvad der stod på SdU og SSFs ønskeseddel, for søndag havde de to mindretalsorganisationer inviteret til femte udgave af Løveløbet. Siden 2022 et fast arrangement i kalenderen. Dengang, lige efter alle corona-restriktioner var ophævet, trængte mindretallets medlemmer til at komme ud. De havde brug for bevægelse og endnu mere havde de brug for at føle fællesskabet. På den baggrund gik SdU og SSF sammen om arrangementet.
Konceptet
Løveløbet går ud på, at der flere steder rundt omkring i Sydslesvig på samme tidspunkt holdes et motionsarrangement. Man kan vælge mellem at løbe strækninger på fem eller ti kilometer. Samtidig er der en gåtur på omkring tre kilometer. Flere steder forbindes gåturen med aktiviteter for børn henholdsvis familier. Desuden byder flere steder på et rammeprogram i forbindelse med løbet. Det vil sige et kulturelt indslag, en andagt, aktiviteter for børn og noget godt til ganen.
Løveløbet 2026
Femte udgave af Løveløbet fik lidt af en tung start grundet udsigten til regnvådt motionsvejr. De tre startsteder i Tydal, Langbjerg og Bredsted trak dog ikke i land. Frivillige og ansatte var mødt op for at gøre klar til arrangementet – der også skulle gennemføres i regnvejr. Der blev ventet med spændning, om der overhovedet ville dukke nogen op. Det gjorde de, for det viser sig, at løveløberne er seje. I Tydal var de til dels nødt til at løbe i regnvejr, mens vejrguderne var lidt mere smilende i Langbjerg. Her holdt det tørt, mens selve løbet stod på.
Vandrepokalen i Sydvest
I Sydvest kan det distrikt, hvis medlemmer tilbagelægger flest kilometer samlet ud fra de tre ruter, vinde en flot vandrepokal, og der var lagt op til et spændende opgør. For ud fra tilmeldingerne så det ud til, at amtets mindste distrikt, Sankt Peter, ville vinde pokalen.
Dog var sanktpedianerne skarpt forfulgt af Bredsted, der også havde tegnet sig ret godt ind.
Andenpladsen lykkedes det Bredsted at holde fast i, men på falderebet drønede Drage-Svavsted forbi alle andre og tog en suveræn førsteplads med 70 kilometer.
God stemning
Sammenlignet med de andre år, var Løveløbet 2026 ikke godt besøgt, hvilket åbenlyst havde med vejrsituationen at gøre. Vejret er dog noget, hverken SdU eller SSF har indflydelse på. Til gengæld kan de gøre noget for at give plads til et arrangement med god stemning og en masse fællesskab, bevægelse samt højt humør. Netop det kan Løveløbet – i solskin, men også i regnvejr.





