Senior

Mandegruppe kom ind i varmen
Kulden gik til marv og ben tirsdag formiddag i sidste uge, da 27 mænd fra SSFs klub for mænd over 60, Mellemrummet, samledes på P-pladsen ved Jaruplund Højskole. Forstander Karsten Dressø tog imod med kaffe og varme i kaffestuen. I foredragssalen fortalte han om højskolens formål og hvordan man når rigtig mange danskere med fortællingen om mindretallene i Sydslesvig.
De fleste af mændene havde formentlig tidligere været på højskolen, men denne solrige tirsdag var der ikke kursister, så man kunne bese hele højskolen og slutte med et godt måltid i skolens spisesal.
Karsten Dressø gjorde venligt opmærksom på muligheden for at blive medlem af støtteforeningen (se mere: www.jaruplund.com).
Forhåbentlig tager kulden af, inden mellemrummet mødes næste gang tirsdag den 17. februar 2026 kl. 10, hos ”Taktisches Luftwaffengeschwader 51 ”Immelmann“ i Jagel.
Om kampfly vil lette under besøget, vides ikke (endnu). Middag/frokost hos værterne.
Øvrige arrangementer i foråret
Tirsdag den 17. marts 2026 kl. 10 er der besøg på Dansk Generalkonsulat i Flensburg.
Generalkonsul Annette Lind tager imod. Efterfølgende er der middag i byen.
Tirsdag den 21. april kl. 10 går turen til Danevirke, hvor der venter en rundvisning samt sandwich og muligheden for et slag mini-golf på den anden side af gaden.
Onsdag den 27. maj kl. 10 er der besøg i den slesvig-holstenske landdag i Kiel. Det er sammen med ”mandeklubben” i Grænseforeningen i Åbenrå. SSW-landdagsgruppen tager imod.
Frokost i landdagens kantine.


