Nyheder

Mindeord om Leif Volck Madsen.

Mindeord om Leif Volck Madsen

Det er med stor sorg, at Sydslesvigsk Forening modtog meddelelsen om Leif Volck Madsens død. Leif vendte tilbage til Sydslesvig i 1987 for at tiltræde som præst for de danske menigheder i Egernførde og Holtenå.
Leif blev ikke bare præst for området, men tog helt selvfølgeligt aktiv del i mindretalsarbejdet. Han var med i SSF’s bestyrelsesarbejde, hvor han var med til at udvikle og nytænke bestyrelsens tilbud for at fremme dansk kulturliv og det danske sprog. Leif gjorde en stor indsats for at styrke det lokale danske samarbejde.
Som en særlig tradition i Egernførde var Leif initiativtager til den store juletræsfest den 28. december med dans om juletræet, gamle danske sanglege og julehistorie, som Leif selvfølgelig læste. Også udflugter til Danmark var Leif optaget af at støtte.  
Efter pensioneringen flyttede Leif og Esther først til Harreslev og senere til Flensborg for at nyde deres otium. Dog slap Leif ikke sit engagement i foreningsarbejdet i det danske mindretal. SSFs Humanitære Udvalg fik hurtigt glæde af Leifs positive indgang til sine medmennesker og initiativer. Foredrag, udflugter såvel i Sydslesvig som i Danmark og højskoleophold for seniorer var fast del af udvalgets årsprogram. Ikke mindst rækken af aktuelle danske foredragsholdere var altid imponerende.
Leif havde en fin fornemmelse for behovet for kultur i bredden og det folkelige liv i Sydslesvig. Det gik ikke ud over kvaliteten af kulturtilbuddene, nærmere omvendt. For han vidste, hvad det danske arbejde i Sydslesvig går ud på. Det havde han fået med fra vuggen.
Leif Volck Madsen var altomfavnende. Både børn og unge, forældre og ældre nød godt af hans positive væsen og smittende livsglæde. Det danske mindretal har meget at takke ham for. 

Vore tanker går til Esther og familien.
 
Æret være Leifs minde.

Gitte Hougaard-Werner 
Jens A. Christiansen