Nyheder

Mindretallene besøgte Forbundspræsidenten.
Foto: Bundesregierung/Tobias Koch
Mindretallene besøgte Forbundspræsidenten.
Mindretallene besøgte Forbundspræsidenten.

Mindretallene besøgte Forbundspræsidenten

I dag var repræsentanter fra Tysklands fire autoktone mindretal på besøg hos forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier. Besøget fandt sted i regi af Mindretalsrådet, hvor de tyske sinti og roma, sorberne, friserne og det danske mindretal i fællesskab arbejder for at sikre mindretallenes vilkår i Tyskland. Således blev der på mødet talt om mindretallenes aktuelle situation og udfordringer. Heriblandt forsøget på at få mindretallenes anerkendelse og beskyttelse skrevet ind i den tyske grundlov.

- Det er jo noget, vi har arbejdet på i årevis, men vi løber gang på gang ind i nogle mure her i Berlin. Derfor er vi taknemmelige for alle lejligheder for at kunne tale vores sag. Vi skal finde flest mulige politikere, der kan forstå vores anliggende. Vi havde en god snak med Forbundspræsidenten, og vi oplevede velvilje, hvilket forhåbentlig giver pote på et tidspunkt, fastslog SSF-formand Gitte Hougaard-Werner efter mødet.

Sybilla Nitsch, SSWs landsforkvinde, tilføjede:

- Forbundspræsidenten mødte i dag et stærkt netværk af Tysklands autoktone mindretal. Vi viser, at forskellige sprog, kulturer og identiteter er en styrke, og at vi hører naturligt hjemme i Tyskland. Derfor skal vi tilgodeses i grundloven. Det er på tide, at forbundet endelig åbner op for denne mulighed.

Seneste besøg

Forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier har tidligere mødt mindretallene. For eksempel, da han i 2017 besøgte Flensborg. Dengang holdt han møde med repræsentanter fra mindretalsunionen FUEN og Dialog-Forum Norden. Repræsentanter fra det danske mindretal deltog også. Samtidig har forbundspræsidenten tætte bånd til Danmark. I 2021 - i forbindelse med det forsinkede 1920-jubilæum - besøgte han Syddanmark. Her deltog han blandt andet i en ceremoni ved skansen på Dybbøl. Han mødte Dronning Margrethe II og statsminister Mette Frederiksen. I 2024 besøgte Danmarks Kongepar Frederik X. og Mary forbundspræsidenten. Efter besøget i Berlin, tog Kongeparret videre til grænselandet, hvor de var på Danevirke og på Flensborghus.