Nyheder
Mindretallet er med til at sende et klart signal
Mindretallet er med til at sende et klart signal
Vi står sammen om at sende et klart signal - vi kæmper for demokratiet og mod den ekstreme højrefløj. Sådan lød det på en demonstration i Flensborg søndag eftermiddag. Den var blot én blandt mange demonstrationer, der blev holdt i hele Tyskland. Budskabet var overalt det samme - modstand mod den voksende ekstreme højrefløj og en klar bekendelse til demokratiet.
I Flensborg var deltagerne mødt talstærkt op. Ifølge flere af byens medier, deltog omkring 10.000 personer. Blandt dem var også flere fra det danske mindretal. De er nemlig - ligesom mange i flertalsbefolkningen - meget bekymret for den aktuelle politiske udvikling i Tyskland. Den ekstreme højrefløj er flere steder på fremmarch, hvilket især bliver tydeligt ved den stigende tilslutning til partiet Alternative für Deutschland (AfD).
Tysklands efterretningsvæsen (Bundesamt für Verfassungsschutz) kategoriserer flere af partiets delstatsafdelinger som højreekstremistisk. Det gælder også hele ungdomspartiet. På samme måde betegnes et af partiets markante frontfigurer, Björn Höcke, som sikret højreekstrem. Höcke er gruppeformand for AfD i Thüringens delstatsparlament, og i 2019 tillod forvaltningsdomstolen i Meiningen, at Höcke ved en demonstration blev kaldt fascist. Ifølge domstolen var der tilstrækkelig faktuel grundlag for denne betegnelse.
Seneste udvikling
Ifølge meningsmålingerne i Tyskland er AfD på vej op. Det har partiet været i en periode, og det har længe bekymret folk. Men udløseren for weekendens mange demonstrationer, var en artikel fra research-netværket “Correctiv”. De havde i starten af året afsløret et hemmeligt møde, der blev holdt i Potsdam i november. Mødets deltagere bestod af AfD-politikere samt funktionærer tæt på partiets ledelse, virksomhedsledere og personer fra andre højreekstreme organisationer. Mødets indhold var primært udviklingen af en masterplan for, hvordan man kan deportere millioner af mennesker fra Tyskland – med udgangspunkt i deres race.
Berører også mindretallet
SSF, der er mindretallets kulturelle hovedorganisation, holder sig normalt fra politiske statements, når det ikke berører mindretallet henholdsvis mindretalsrettigheder direkte. Men den ekstreme højrefløjs fantasier om et regimeskifte i Tyskland, kommer til at berøre alle landets beboere - også de nationale mindretal. Derfor fastslår SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen, der ligeledes deltog ved demonstrationen i Flensborg:
- SSF og det danske mindretal hviler på en klar holdning til demokrati, retsstatsprincipper, folkeret og menneskerettigheder, der udgør grundlaget for vores mindretalspolitiske selvforståelse og virke – såvel indadtil som udadtil (FUEN, Mindretalsrådet osv.). Vi har her at gøre med demonstrationer på tværs af alle demokratiske partier, hvor bekymringen over og modstanden mod den stærkt højreradikale samfundspolitiske udvikling i Tyskland, delvist iklædt nazistisk tankegods, synliggøres. Der er tale om et forsvar for overordnede demokratiske og humanistiske principper, som SSF og mindretallet selvfølgelig kun kan være med til at forsvare. Og det gør vi jo i mange sammenhænge hver dag. Vore egne mindretalsrettigheder hviler på disse forudsætninger, der sikrer anerkendelse, ligestilling og frisind. Derfor skal vi her sende et klart signal.
I den kommende weekend holdes igen demonstrationer. Blandt andet i Husum, hvor SSFs 2. næstformand Jørn Fischer holder en tale. Demonstrationen i Husum holdes lørdag den 27. januar - en historisk dato. Den 27. januar 1945 befriede den Røde Arme omkring 7.500 forblivende fanger i Auschwitz-Birkenau. I løbet af Anden Verdenskrig blev omkring 1,1 millioner mennesker dræbt i koncentrationslejren.