Nyheder

Mindretallet støtter mindretallets parti.

Mindretallet støtter mindretallets parti

I et fællesbrev opfordrer Gitte Houggaard-Werner, SSF-formand, og Christian Dirschauer, SSW-formand, mindretallets medlemmer til at støtte SSW ved forbundsdagsvalget den 23. februar. Brevet er sendt ud som mail til alle SSFs og SSWs medlemmer. Opfordringen lægges desuden ud på de digitale kanaler, og det kan læses her:

Kære SSF- og SSW-medlemmer
Den 23. februar 2025 er der nyvalg til Forbundsdagen i Tyskland, og igen stiller SSW op med egne kandidater. SSW er det danske mindretals og de nationale frisers parti, og forbundsdagsvalget er et enormt vigtigt valg, der kommer på et historisk vigtigt tidspunkt. Det gælder ikke mindst, fordi der er  krig i Europa og fordi den ekstreme højrefløj er på fremmarch.
Vi må regne med, at tilslutningen til højrefløjen vokser yderligere - og man kan frygte, hvilke konsekvenser det i sidste ende får for os og vores venner fra andre mindretal.
Ikke mindst derfor er det vigtigt, at mindretallet har en stærk stemme i Berlin.  
For SSF, som det danske mindretals kulturelle hovedorganisation, er SSWs politiske arbejde i Berlin en afgørende brik i videreudviklingen af den progressive mindretalspolitik i Tyskland og Europa. SSW kæmper politisk for det danske mindretal, og derfor er det for os i SSF klart, at hele mindretallet går til valg, når SSW går til valg.
Men SSW kæmper ikke kun for at styrke mindretallenes rammebetingelser. SSW kæmper også politisk for os som borgere i Slesvig-Holsten henholdsvis Tyskland. Det betyder blandt andet, at SSW har fokus på at udvikle vores region i en miljømæssig og økonomisk bæredygtig retning, og at der ses mod Skandinavien for at finde fornuftige og pragmatiske løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer. For at kunne omsætte de politiske mål er der fortsat brug for, at SSW er repræsenteret i Forbundsdagen.  
De seneste valg har vist, at SSW fortsat har politisk medvind. Men et godt valgresultat kommer ikke af sig selv. Spidskandidat Stefan Seidler gør sammen med de andre kandidater og SSWs valghjælpere en meget stor indsats for at få et godt valg. Men de har brug for din hjælp. Hver stemme tæller, og din stemme kan være afgørende for valgresultatet den 23. februar.
Forbundsdagens sammensætning afgøres af anden-stemmerne. Stem derfor på LISTE 7, som er SSWs placering på stemmesedlen med anden-stemmerne.

Fællesskab gør stærk. Dit mindretal - dit parti.
Giv din partistemme til SSW. Stem på liste 7.
 
Med venlig hilsen

Gitte Hougaard-Werner                                            
SSF-formand                                                             

Christian Dirschauer
SSW-landsformand