Nyheder
Mindretalsrådgiver på besøg: Dansk indskoling og skuffende udmelding
Tirsdag holdt „det rådgivende udvalg for spørgsmål om det danske mindretal under forbundets indenrigsministerium“ (kontaktudvalget) møde i Flensborg. Gæsterne fra Berlin - frem for alt forbundsregeringens mindretalsrådgiver Natalie Pawlik - var kommet til Flensborghus, hvor mødet blev holdt. Forinden fik hun sammen med andre gæster fra Berlin lejlighed til at være vidne til en indskolingsceremoni på en dansk skole. Mindretalsrådgiveren var nemlig taget til Vestermølle Dansk Skole, hvor ni elever havde deres første skoledag.
Efter ceremonien i Vestermølle, gik turen videre til Danevirke Museum, hvor Natalie Pawlik fik en orientering. Derefter blev det tid til en middag i Borgerforeningen inden udvalgets møde startede på Flensborghus.
Skuffende udmelding
På dagsordenen stod blandt andet mindretallets ønske om, at det danske sprog kan benyttes i retsmøder og hos statslige myndigheder. På delstatsplan er det allerede muligt, men i forbindelse med myndigheder, der hører ind under forbundet - som for eksempel skat - kræves en officiel oversættelse af danske dokumenter, hvilket ikke betales af myndigheden.
Dermed er det en besværlig og dyr proces. Samtidig har der været en lovændring, så sorbisk kan benyttes i retssale og hos forbundsmyndigheder. Ikke mindst derfor, forventer det danske mindretal, at forbundsregeringen tager emnet op.
Det kommer dog formentlig ikke til at ske, meddelte mindretalsrådgiver Natalie Pawlik. Hun støtter SSFs og SSWs forslag, men forbundsregeringen har ikke tænkt sig at ændre på loven nu, meddelte Pawlik. Mindretallets repræsentanter reagerede skuffet, og opfordre de forbundspolitikkerne fra Slesvig-Holsten til at presse på i Berlin.