Nyheder

Ministerpræsident om Oversø-marchen: Et aktuelt politisk arrangement
Den 6. februar blev Oversø-marchen holdt for 162. gang. Arrangementet, der holdes for at markere slaget ved Sankelmark den 6. februar 1864, er desværre igen blevet brandaktuelt.
Det fastslog blandt andet Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU), da han holdt talen ved det østrigske mindesmærke fredag formiddag.
Ministerpræsidenten kom i talen ind på, at de tider, hvor statsledere stillede territoriale krav, desværre er alt andet end historiske fortællinger. Kamp for egen nationalitet henholdsvis imod andres nationalitet og ret til at være, er igen kommet på den politiske dagsorden. Ikke kun i Ukraine, hvor Putins angrebskrig fortsætter.
Grænselandet som forbillede
Daniel Günther fremhævede grænselandets mindretalsmodel, som på mange måder tydeliggøres ved Oversø-marchen. Flere repræsentanter fra det tyske mindretal i Nordslesvig og fra det danske mindretal i Sydslesvig gik side om side med repræsentanter og deltagere fra flertalsbefolkningerne. Sådan har det ikke altid været, for før i tiden blev arrangementet holdt todelt. Det vil sige, at repræsentanter fra den danske side nedlagde en krans ved det danske mindesmærke og på et andet tidspunkt samme dag nedlagde repræsentanter den tyske side kranse ved det preussiske og ved det østrigske mindesmærke. Det tog en del år indtil man fandt ud af, at man godt kan markere dagen i fællesskab, og det har man så gjort lige siden.
- Her i grænselandet har vi fundet sammen. Mindretal og flertal hører sammen og det er vi alle enige om, lød det fra ministerpræsidenten, der håber, at andre vil tage ved lære af grænselandets historie.
Humanitær indsats
Men Oversø-marchen markerer ikke kun det blodige slag og dets ofre. Marchen minder også om den humanitære indsats, som borgerne fra Flensborg gjorde efter slaget. De gik fra byen ud til slagmarken ved Oversø - omkring 8 kilometer fra Flensborg. Her lå soldater fra begge sider. De var blevet dræbt og såret, og borgerne fra Flensborg gik ud for at hjælpe til med forsyningen af de sårede. De indsamlede blandt andet penge og fødevarer. Nogle af dem gik efterfølgende sammen og grundlagde en forening, der skulle holde mindet om slaget og borgernes humanitære indsats i live. Foreningen blev senere til „Stammkomitee von 1864“. Foreningen står stadig for arrangementet „Oversø-marchen“. I dag sammen med SSF. På den måde er Oversø-marchen både et symbol på udviklingen i grænselandet, men samtidig også et minde om, at krig fører til døde og lemlæstede mennesker - og at det ikke kun er soldaterne, der berøres af, hvad der sker på slagmarkerne.












