Nyheder

Når solen går på hæld, og efterårsmørket sænker sig
Foreningen Norden inviterer til Skumringstime på Flensborg Bibliotek. Arrangementet holdes mandag den 9. november. Aftenen indgår i den Nordiske Litteraturuge, som holdes i hele Norden og Baltikum.
I Sydslesvig mødes der til fællesspisning, oplæsning og nordisk musik. Aftenen starter med spisning kl. 18.
Kl. 19 slukker biblioteket i Flensborg og flere tusind andre biblioteker for det elektriske lys og læser uddrag af den samme roman: De vil drukne i deres mødres tårer. Romanen er skrevet af den svenske forfatter Johannes Anyuru. Årets tema er: Demokrati i Norden.
Aftenens anden del har overskriften: Happy Hike – fra ø til ø i den vestsvenske skærgård.
Her fortæller dansk/svenske Maria Mellander om ture i skærgården. Den vestsvenske skærgård ligger i Bohuslän i regionen Västra Götaland.
Entré til spisning, oplæsning og foredrag: 8€
Køb billet på billet.dcbib.dk senest den 5. november af hensyn til bestilling af mad.
Fri entré til oplæsning og foredrag.


