Nyheder
Norden Festival startede med et brag
I weekenden startede Norden Festivalen, der holdes på tre forlængede weekender i Slesvig.
SSF er igen med både som udstillere og som partner. Førstnævnte betyder, at SSF har en bod, hvor der orienteres om det danske mindretal og om det lokale foreningsliv. Sidstnævnte betyder, at SSF giver tilskud så kunstnere fra Danmark kan deltage, hvilket er i tråd med festivalens motto „Nordic Arts Festival“.
Tre af kunstnerne fra Danmark spillede på åbningsweekenden. Først på scenen var Brothers Moving. De fire kunstnere lagde ud med et brag af en koncert om fredagen. Dagen efter - lørdag den 31. august - spillede både Rangleklods og JJ Paulo, der allerede ved gårdkoncerten på Flensborghus spillede sig ind i hjerterne på publikummet.
Sidst i rækken af navne fra Danmark er The Colour. De spiller i dag (torsdag den 5. september) kl. 19:15 på „Gartenbühne“.
Omfattende program
Norden Festivals motto „Nordic Arts Festival“ genspejles på mange måder i det omfattende program. Således kan man blandt andet være med til et minisprogkursus i islandsk, møde den danske forfatter Viggo Bjerring, opleve finsk gadecirkusshow med Marianne Vaalimaa, nyde koncerter med svenske Two Year Vacation og norske Beharie og ikke mindst besøge en bogbus fra Dansk Centralbibliotek. Men foruden det nævnte, byder festivalen på en perlerække af andre kulturindslag. Samtidig er Norden kendt for et mangfoldigt børneprogram, et gennemført madkoncept og ikke mindst et inspirerende lysshow henholdsvis lyskoncept.
Et kig på programmet kan i hvertfald anbefales. (Se link henholdsvis qr-kode forneden).
To weekender endnu
Norden Festival finder sted i løbet af tre forlængede weekender - det vil sige tre gange fra torsdag til søndag. Første festivalweekend har netop været, men der er stadig to weekender til at opleve Norden. Se programmet på hjemmesiden www.norden-festival.com/de/Timetable.