Kultur

På eventyr med Den slesvigske Kvindeforening.
På eventyr med Den slesvigske Kvindeforening.
På eventyr med Den slesvigske Kvindeforening.

På eventyr med Den slesvigske Kvindeforening

af Claudia Jans

For nylig blev jeg for alvor opmærksom på denne forening, da jeg læste, at de skulle besøge udstillingen af den portugisiske kunstner Joana Vasconcelos på Gottorp Slot med efterfølgende restaurantbesøg, til dem der havde tid og lyst til det.  Det resulterede i, at jeg meldte mig ind i foreningen og deltog i turen i torsdags. Otte sydslesvigske kvinder havde fundet vej til Gottorp Slot, hvor Marike Hoop, Den slesvigske Kvindeforenings forkvinde, havde sørget for billetter og guide til denne eventyrlige, imponerende og fascinerende udstilling af den portugisiske kunstner, der påskønner de traditionelle portugisiske håndværks- og håndarbejdsteknikker, som hun overfører til nye kontekster, omfortolker og bærer ud i verden. Hun undersøger stereotype forestillinger af det, der antages som kvindekunst, og bruger traditionelle håndarbejdsteknikker som at sy, strikke, brodere, hækle og kniple. Det var et imponerende syn, fordi hendes værker er meget store og tænkt komplet ud af boksen og bl.a. hendes valkyrier gjorde indtryk på gruppen. Den meget inspirerende guide formåede at give et indtryk af, hvilken spændende kunstner Joana Vasconcelos er. Der var en magi over de rum, der var valgt til at udstille værkerne og farverigdommen, kombineret med lys- og lydeffekterne og det tekniske setup var en oplevelse. Der var så mange håndarbejdsteknikker, som man kunne genkende og tænke- mon man som gruppe kunne skabe noget, der minder, dog i en mindre målestok? Lysten til at være kreativ blev i hvert fald vækket. Efter en udførlig intro fra guiden, gik gruppen selv rundt og gik enten i gang med at strikke og hækle eller så en film, der viste opsætningen af udstillingen, hvilket i sig selv er en bedrift. Stemningen var god og der blev måbet, grinet og snakket. Fem kvinder fortsatte på restaurant i Slesvig, hvor man heller ikke blev skuffet og alle var enige om, at det var en meget livsbekræftende, sanselig og fortryllende udstilling, med selvbevidste statements af kvindelighed, emancipering og feminisme. Den slesvigske Kvindeforenings næste arrangement er den 10. oktober på Slesvighus kl. 19:00, hvor man mødes til at hygge, strikke og snakke. Efter denne inspirerende dag i hyggeligt selskab med gode snakke, er jeg glad for, at jeg tog skridtet og valgte at melde mig ind og deltage.