Kultur

Rikke Thomsen på turné med Sønderjyllands Symfoniorkester!
Fredag den 16. april 2027 er Rikke Thomsen på A.P. Møller Skolen.
Publikum kan glæde sig til en musikalsk fusion. Den prisvindende sangskriver Rikke Thomsen har markeret sig som en stærk og original stemme på den danske musikscene. Med sit sønderjyske sprog, sin karakteristiske vokal og sine personlige sange har hun skabt et musikalsk univers, der er forankret i Sønderjylland - men samtidig taler til publikum langt ud over den sønderjyske grænse. Nu løfter hun sine sange op til noget helt nyt, når hun flankeres af Sønderjyllands Symfoniorkester til en række koncerter.
Det sønderjyske sprogs stemme og et af landets mest traditionsrige symfoniorkestre smelter sammen under det fælles vingeslag, der er deres hjemstavn Sønderjylland.
Koncerterne bliver en smeltedigel af Rikke Thomsens pop/rockede sangskrivning, hendes sønderjyske dialekt og Sønderjyllands Symfoniorkesters dynamik og klangflader. Her vil Thomsens velkendte favoritter og udvalgte sange fra bagkataloget blive foldet ud på en måde, man ikke har hørt før.
For Rikke Thomsen, der er opvokset i Blans og uddannet ved Jysk Musikkonservatorium, er det kommende samarbejde noget ganske særligt: ”At få lov til at spille mine sange med selveste Sønderjyllands Symfoniorkester er en stor drøm, der går i opfyldelse. Det er ingen hemmelighed at vi i Sønderjylland har et af landets fineste orkestre. At de vil med mig på denne særlige turné, giver mine sange et særligt vingesus, jeg er både ydmyg overfor og glæder mig meget til. Det bliver smukke aftener; på klingende sønderjysk med Sønderjyllands Symfoniorkester. Det er for mig en kærlig understregning af den fortælling, jeg insisterer på i min sangskrivning: det er her, jeg kommer fra og her fra min verden går.”
Rikke Thomsen & Sønderjyllands Symfoniorkester
Fredag 16.04.27 - 19:30
A.P. Møller Skolen, Slesvig
Arrangør: Sydslesvigsk Forening (SSF)
Billetter: www.ssf-billetten.de, tlf. +49 461 14408125, SSFs sekretariater (https://syfo.de/regional), Aktivitetshuset, Norderstr. 49, Flensborg, sh:z Ticketcenter, Nikolaistr. 7, Flensborg, Reisebüro Peelwatt, Marie-Curie-Ring 39, Flensborg og ved indgangen.


