Nyheder
Ruth Petersen fik overrakt Sydslesvigprisen 2024
Sydslesvigprisen 2024 er nu blevet overrakt Ruth Petersen fra Sydtønder Amt. Prisen er en anerkendelse for hendes mangeårige indsats for det danske mindretal.
Prisen, der bliver stiftet af Oberst H. Parkovs Mindefond, uddeles traditionelt på SSFs Landsmøde, men i år måtte planerne ændres, da Ruth skulle til en begravelse samme dag. I stedet blev prisen overrakt d. 04. december ved en hyggelig og mere privat sammenkomst på Flensborghus, hvor der var tid til både fællessang, gode samtaler og dejlig mad. Blandt de fremmødte var Nanna Hørlück Hansen, formand for Oberst H. Parkovs Mindefond, repræsentanter fra SSFs Forretningsudvalg samt Ruths nærmeste familie, der alle var med til at gøre dagen til noget helt særligt.
Ildsjæl i mere end 60 år
Sydslesvigprisen gives til de ”stille slidere” – personer, der gør en stor indsats uden at søge opmærksomhed. Det beskriver Ruth Petersen helt perfekt. Siden hun i 1962 flyttede til Sydslesvig fra Bredebro i Danmark, har hun været engageret i det danske mindretal. Fra dag ét meldte hun sig ind i SSF og har siden da været aktiv i det frivillige arbejde. Hun har blandt andet været en del af Husmoderforeningen (nuværende Kvinder i Sydslesvig) og SSF Nibøl, hvor hun i mange år har været formand. Selv i dag er Ruth fortsat formand for SSFs seniorklub i Nibøl.
Indbegrebet af frivillighed
SSFs formand, Gitte Hougaard-Werner, satte ord på Ruths indsats:
- Du skaber glæde og hjælper, hvor du kan. Du er indbegrebet af frivilligheden i det danske mindretal – i årevis og stadigvæk.
For Ruth Petersen selv var det en overraskelse at få prisen. Hun fortalte til Flensborg Avis:
”Det var en stor overraskelse. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle have en pris. Jeg har jo bare lavet det arbejde, som jeg havde lyst til, fordi jeg var glad for det. Ikke for at få noget for det.”
Med sit hjerte for fællesskabet og sit mangeårige engagement er Ruth et forbillede og inspiration for os alle.